OL-tilbageblik: Poul-Erik Høyers triumf med løsthængende storetå og sønderrevet trøje

Poul-Erik Høyer kunne ikke træne op til OL i 1996, men alternativ behandling og minutiøs mental forberedelse banede vejen for stor dansk OL-forløsning

Henry Froms tyggegummi, Kim Christoftes sejrsdans, Bjarne Riis i gult. Håndboldpigernes flyvende jubel. Og så selvfølgelig Poul-Erik Høyers flænsede trøje. Alle store sportsøjeblikke der har brændt sig fast i vores nationale bevidsthed.

Sejrsrusen da Høyer ser Heryanto Arbis løft gå ud over sidelinjen. Stoltheden da den 30-årige dansker kaster sig ned på knæ. Og forløsningen da han knytter næverne og brøler sin jubel ud. Venstre hånd på ketsjeren og højre om den endnu usynlige OL-medalje. I næste øjeblik river danskeren sin trøje itu og går over i sportshistorien. Ren katarsis, rå kraft, ægte lykke.

Poul-Erik Høyer i aktion ved Copenhagen Master i 1996.
Poul-Erik Høyer i aktion ved Copenhagen Master i 1996. Foto: KELD NAVNTOFT / Scanpix Danmark

Og så var det hele endda lige ved ikke at blive til noget.

Miraklet kræver mirakelkur

Poul-Erik Høyers kamp mod Kinas Dong Jiong i Thomas Cup-semifinalen den 24. maj 1996 var en af hans mest imponerende længe – hvis ikke overhovedet. I Hong Kong, to bolde fra nederlag, bagud 1-13 i andet sæt, i et opgør der skulle vindes, med ondt i akillessenen, skulle Høyer grave dybt mentalt og vinde for at holde Danmark inde i turneringen.

Danskeren trodsede smerter, pres og modstand i verdensklasse, mens han kæmpede sig tilbage i andet sæt, vandt 18-17 og sikrede den livgivende sejr med 15-11 i tredje sæt. Men kampen varede over 60 minutter og det nærmest mirakuløse comeback førte til betændelse i akillessenen. En skade som blev værre dagen efter. I finalen kunne Høyer stort set ikke bevæge sig.

Du kommer ikke her og fortæller mig, at nu hvor du har kæmpet i så lang tid for at komme afsted, og så, 14 dage før afrejse, påstår, at du ikke har lyst

- Poul-Erik Høyers hustru Heidi

Med blot to måneder til OL tabte Danmark Thomas Cup-finalen 0-5 til Indonesien og for Poul-Erik Høyer, der så småt nærmede sig 31 år, udviklede drømmen om revanche i Atlanta sig til en nærmest nådesløs kamp mod tiden hjemme i Danmark.

- I halvanden måned efter Thomas Cup stod jeg stille på banen og træningen var lig nul. Jeg følte til sidst, at det kunne være lige meget. Der var ingen grund til at tage af sted til OL, husker Poul-Erik Høyer.

På dette tidspunkt, nu kun to uger fra åbningsceremonien i Atlanta, hvor Muhammad Ali skulle få hårene til at rejse sig på atleternes hoveder, da han rystende og syg af Parkinson’s tændte den olympiske flamme, nærmede Høyer sig et definitivt afbud.

Den tidligere verdensmester i sværvægtsboksning, Muhammad Ali, tændte OL-flammen den 19. juli i Atlanta i 1996 trods sin kamp mod Parkinson's syge.
Den tidligere verdensmester i sværvægtsboksning, Muhammad Ali, tændte OL-flammen den 19. juli i Atlanta i 1996 trods sin kamp mod Parkinson's syge. Foto: OMAR TORRES / Scanpix Danmark

I hvert fald indtil hans bedre halvdel fik ham på andre tanker.

- Du kommer ikke her og fortæller mig, at nu hvor du har kæmpet i så lang tid for at komme afsted, og så, 14 dage før afrejse, påstår, at du ikke har lyst, lød det fra Høyers hustru Heidi, som gav manden et nødvendigt "spark i rumpen".

- Kan du så se at komme afsted.

Af samme årsag sad Poul-Erik Høyer få dage senere i den lille by Milledgeville i Georgia sydøst for Atlanta med en forfrossen akillessene. Den skadede dansker havde mødt en japansk behandler, som arbejdede intenst med den betændte sene. Gang på gang sendte terapeuten Høyer i et badekar fyldt med is. En helt ny oplevelse for den danske topatlet, som dog stadig tvivlede på, at han kunne nå at blive klar til turneringens start.

Badminton gik fra at være en pinsel til ren fornøjelse

- Poul-Erik Høyer

Derfor var han også en smule skeptisk, da den japanske behandler stak en masse nåle i ham med ordene: ”Dem tager du ud, når du kommer til OL-byen, og når du går på banen den første dag, så er du klar.”

- Yeah right, tænkte Høyer.

Lethedens lettelse

De fleste kender følelsen af at have stået i en døråbning og presset armene for fuld kraft mod dørkarmen for efterfølgende at have en fornemmelse af, at armene svæver. Sådan har Poul-Erik Høyer det i hele kroppen, da han træder ind til første træning efter ankomsten til OL-byen. For første gang i to måneder kan han træne uden smerter. Nu løfter det danske OL-håbs arme sig nærmest af sig selv.

- Badminton gik fra at være en pinsel til ren fornøjelse, husker Høyer.

Trods lettelsens glæde ved igen at være smertefri, så har den manglende træning alligevel en vis betydning. Poul-Erik Høyer kommer i problemer tidligt i turneringen. Modstanderen er den lynhurtige Ong Ewe Hock fra Malaysia, en spillertype der altid har voldt danskeren en del vanskeligheder.

Poul-Erik Høyer tabte senere i 1996 til Ewe Hock Ong fra Malaysia ved Danish Open. Her ses en træt og skuffet Høyer efter kampen.
Poul-Erik Høyer tabte senere i 1996 til Ewe Hock Ong fra Malaysia ved Danish Open. Her ses en træt og skuffet Høyer efter kampen. Foto: PALLE HEDEMANN / Scanpix Danmark

Hock, der måler 163 centimeter og vejer 55 kilo spiller sig hurtigt frem til fire sætbolde i første sæt. Bagud 10-14 står Høyer over for en skillevej. Forud for OL har han sagt til sig selv, at hvis han bare kan komme igennem de første kampe, så kan alt ske. Men nu nærmer han sig måske allerede et exit. På dette tidspunkt – et øjeblik som Høyer selv senere identificerer som et vendepunkt – går held, erfaring, og stålsat vindervilje op i en højere enhed for danskeren.

- Jeg har altid haft den indstilling, at hver eneste bold tæller. Jeg kommer op på 14-14 og vinder 17-14 efter tre ombolde. Og derfra fik jeg hul på bylden, husker Høyer.

Danskeren vinder også andet sæt og sikrer sig selvtillid og sejr med cifrene 17-14, 15-9. Et afgørende moment fordi Høyer får overvundet usikkerheden over for de små hurtige spillere og samtidig føler sig en smule tilsmilet af heldet. Danskerens smash rammer linjen, fjerbolden ruller rigtigt over nettet og lige pludselig befinder han sig tilsyneladende midt i en selvforstærkende positiv spiral. Det virker næsten som om, han hele tiden træffer de rigtige beslutninger.

Uheldig lodtrækning

I kvartfinalen står Poul-Erik Høyer over for den forsvarende OL-vinder Alan Budikusuma. Indoneseren kan dog intet stille op. Med cifrene 15-6, 15-5 spiller Poul-Erik Høyer sig ind blandt de sidste fire i turneringen, men trods den spillemæssige medvind har lodtrækningen ikke været danskeren nådig.

I semifinalen den 31. juli venter den regerende verdensmester, Heryanto Arbi, og selvom topseedede Joko Suprianto netop er røget ud, så er verdensranglistens nummer ét Dong Jiong videre. Havde det bare været fire år tidligere, så var Høyer sikret en bronzemedalje, men i Atlanta skal der spilles om placeringen som nummer tre. Inderst inde går Poul-Erik Høyer derfor med en fornemmelse af, at han ryger ud og misser drømmen om OL-medaljen.

Poul-Erik Høyer siger tak for kampen til Heryanto Arbi efter et nederlag i 1997.
Poul-Erik Høyer siger tak for kampen til Heryanto Arbi efter et nederlag i 1997. Foto: KELD NAVNTOFT / Scanpix Danmark

For at få clearet hovedet går det danske medaljehåb sig en tur gennem OL-byen med to gode venner, den skotske badmintonspiller Kevin Scott og direktøren for Yonex Benni Holst Andersen.

- De lytter til min negativitet, og siger egentlig begge to, at jeg bør vende tankegangen om, og fokusere på hvor fantastisk det er, at jeg stadig har mulighed for at spille med om guld, sølv og bronze. Og det var helt rigtig set af dem. Så jeg tog depechen op, husker Høyer.

Resultatet af vennernes råd, og Høyers eget mentale arbejde, ses i semifinalen, da verdensmesteren Arbi bliver slået med 15-11, 15-6 og udløser energiudladningen, der sender Høyer ind på den kollektive nethinde over store sportsmomenter.

 - Der hvor jeg kan se bolden dale på vej ud af banen, og river trøjen i stykker, er det største øjeblik i turneringen for mig, fordi jeg har spillet en så god kamp mod Arbi og nu ved at det drejer sig om guld eller sølv.

Når man er til OL er der et fællesskab omkring det. Og sammenholdet – nationalt – er stærkt

- Poul-Erik Høyer

Spørgsmålet var til gengæld om Høyer, der vidste at han havde tilbragt mange af de forgangne år for højt på sin mentale spændingskurve, kunne finde den rette balance forud for den største kamp i karrieren.

Sammenholdet

Da Poul-Erik Høyer kommer tilbage til den farverige mini-globus, der udgør OL-byen, venter der ham en overraskelse. En t-shirt med påskriften ’Godt gået Poul-Erik: Næste gang vil vi gerne se det hele.” Trøjen er en gave fra det kvindelige håndboldlandshold. En gestus der vidner om et vigtigt og nogle gange afgørende sammenhold blandt de danske atleter. Og en gave der formår at holde den frygtede lejrkuller en smule fra døren.

- Den opbakning – den støtte – den giver lige det ekstra skub. Det var en ren fornøjelse at være en del af den danske delegation. Man glæder sig selv over at det er gået godt, men det er endnu vigtigere at du har nogen at glædes med. Når man er til OL er der et fællesskab omkring det. Og sammenholdet – nationalt – er stærkt.

Vigtigheden af dette fællesskab viser Høyer og håndboldpigerne i dagene efter. Da det danske landshold slår Norge med 23-19 i semifinalen lægger Høyer, som har heppet med fra tribunen, naturligvis en lykønskningsnote: ’Godt gået piger, næste gang vil jeg gerne se det hele,’ og dagen efter kan han glæde sig over at flere af håndboldpigerne – påklædt – sidder klar på tilskuerpladserne forud for guldkampen mod Jiong.

Anja Andersen i sin velkendte, udfordrende stil i  semifinalen mod Norge i 1996 ved OL i Atlanta. Danmark vandt 23-19.
Anja Andersen i sin velkendte, udfordrende stil i semifinalen mod Norge i 1996 ved OL i Atlanta. Danmark vandt 23-19. Foto: KELD NAVNTOFT / Scanpix Danmark

Tro og overtro

Tro spiller en central rolle i historien om Poul-Erik Høyers OL-turnering. Troen på sejr til sidste bold, troen på fællesskabet, og troen på overtro. For selvom Høyer inderst inde måske ikke tror på behandling med nåle, så er spirituelle, eller i hvert fald rituelle, handlinger en stor del af den danske badmintonprofils opladning. Poul-Erik Høyer forbereder sig på nøjagtig samme måde hver gang han skal i kamp.

 Jeg kunne se ind til strømpen, og jeg mærke storetåen ramme gulvet

- Poul Erik Høyer om skoene han brugte i OL-finalen

Også På finaledagen står det danske guldhåb op klokken 6 i selskab med Thomas Stuer-Lauridsen, som har mødt Dong Jiong i ottendedelsfinalen. Sammen lægger de taktik fra morgenstunden inden han kaster sig over sit måske vigtigste ritual. Sportstasken.

- I 1992 forud for den første kamp var jeg kommet afsted uden af have mine sko med. Og jeg måtte stresse tilbage for at hente dem. Jeg vandt kampen, men brugte utrolig meget energi på det. Unødig energi. Og lovede mig selv, at det måtte aldrig ske igen, husker Høyer.

I 1996 er de sko der bliver pakket til gengæld af en så speciel karakter, at de nærmest ikke er sko længere. Poul-Erik Høyers foretrækne skomærke var udgået i 1992, så han havde købt de formentlig sidste 10 par i verden gennem en forhandler i Indonesien, men ved OL i Atlanta er de for længst slidt op. Alligevel bliver de lagt i tasken.

Løsthængende storetå

- Skoene var så møre i 1994 eller 1995, at jeg var nødt til at få lagt en ny slidbane på skoene, men til sidst gik der også hul i dem, så da jeg tog mit foretrukne par på før finalen, kunne jeg se ind til strømpen og, da kampen gik i gang, mærke storetåen ramme gulvet, hver gang jeg landede, husker Høyer.

Med taktikken og sportstasken på plads er der tilstrækkeligt ro i sindet til at løfte det mentale fokus til et endnu højere niveau. Mentaltræning gennem musik. 

Her bliver det rituelle nærmest spirituelt. Der er intet tilfældigt over valget af musik. Poul-Erik Høyer bruger Moonjam til at komme ned i tempo, Level 42 som har lavet et af yndlingsnumrene, og så OL-slagsangen, som Ivan Pedersen har lavet sammen med Erica Carson. Det kunne måske virke en smule tilfældigt sammensat, men som med alt Poul-Erik Høyer foretager sig, er det langt fra tilfældet.

Høyer hårrejsende løfte

Jeg havde lovet mine medspillere, at de måtte klippe mig, hvis jeg vandt guld. Så da jeg kom hjem til OL-byen med medaljen, stod der en masse danskere i en lille have og Thomas Lund var klar med saksen. Jeg bad dem inderligt om ikke at klippe mig helt skaldet, fordi jeg var bange for at min søn på 14 måneder ikke ville kunne kende mig, når jeg kom hjem. På skift klippede folk så en tot af, men heldigvis havde de bestilt tid ved en frisør, så til sidst fik jeg bare OL-ringene i nakken, og havde stadig hår nok på hovedet til at min søn kunne genkende mig, da jeg vendte hjem til Danmark.

Moonjam er dansk, Level 42 giver rytme, ”No. 1 in your heart,” står for OL-ånden. Det er stoltheden over at repræsentere hjemlandet, det rette tempo på banen, og hele begivenhedens smukke idé, styrke gennem kærligheden til sport, der her er kombineret.

Jeg kigger ham hele tiden i øjnene for at signalere ’jeg er klar, er du klar?’ Det er simpelthen rent skuespil

- Poul-Erik Høyer om OL-finalen

Når Poul-Erik Høyer har brugt en time i selskab med den rette musik og de rette billeder på nethinden af dagens opgør, så nærmer han sig ”den røde tråd,” hvor spændingsniveauet er hvor det skal være. Hvis det er for højt risikerer han at brænde for hurtig ud, og hvis det er for lavt, så kommer han bagud. Med tekstbidder som "You know you gotta run, run to be a number one,” i baghovedet, gør danskerne klar til sit livs kamp.

Finalens mentale julelege

I finalen mod Dong Jiong kommer Poul-Erik Høyer bagud 2-6 i første sæt, men danskerens rutine i forhold til sin 22-årige modstander giver ham en fordel. Effektivt spil tilsat små ”mentale julelege,” som han selv senere udtrykker det, sikrer langsomt Poul-Erik Høyer et  overtag .

Danskeren, som fornemmer at Jiong stadig har Thomas Cup-nederlaget i baghovedet, har sat sig for, at modstanden ikke skal have nogen chance for at komme ind med sit hurtige angrebsspil. Derfor stiller Hæyer sig lynhurtigt frem til servelinjen, når han har muligheden og presser sin modstander på psyken gennem hele kampen.

- Jeg kigger ham hele tiden i øjnene for at signalere ’jeg er klar, er du klar?’ Det er simpelthen rent skuespil. Og så tager jeg hele tiden meget hurtigt bolden op for at stå klar til at serve. Hvis jeg skal vente en 2-3 sekunder ved servelinjen, så gør jeg det, fordi det stresser ham. Så selvom han prøver at gå lidt rundt for ikke at lade sig gå på af det, så stresser det ham alligeve,l fordi jeg har sat mig for, at sådan kommer spillet til at foregå, fortæller Høyer.

Presset, OL-finalen, tempoet og den mere rutinerede modstander, påvirker tilsyneladende Jiong. Kineseren begynder at kigge rådvildt ud på sin træner, og langsomt går det op for Høyer, at han har fat i ham. Nu gælder det om at holde fast. 

- Den mentale kamp, den vandt jeg, husker Høyer..

Livets triumf

Efter smerterne op til OL, besværlighederne på vej til finalen, og usikkerheden forud for sit livs kamp, udvikler finalen sig stille og roligt som en drøm. Netspillet fungerer, opsamlingerne ligger rigtigt, og angrebene times upåklageligt. På den afgørende bold, slår Høyer et kraftfuldt smash, som sender fjerbolden fløjtende mod gulvet og få øjeblikkende sender den jublende dansker i samme retning. 

- Høyer gjorde det, Høyer gjorde det. Han lægger sig, lyder det fra TV 2's kommentatorer. Den 30-årige dansker kaster ketsjeren i luften og vælter om på gulvet efter sejren på 15-12, 15-10 inden han får sagt tak for kampen og kaster sig ud i en dans for publikum..

Poul-Erik Høyer med guldet og kineseren Dong Jiong med sølvet efter finalesejren torsdag 31. uli 1996
Poul-Erik Høyer med guldet og kineseren Dong Jiong med sølvet efter finalesejren torsdag 31. uli 1996 Foto: JENS NØRGAARD LARSEN / Scanpix Danmark

"Mit livs triumf," kalder Høyer det kort efter inden han stiller sig øverst på sejrsskamlen med det danske flag viklet over skulderen. Til tonerne af nationalmelodien ser han Dannebrog stryge til tops og få timer senere stryger han selv ud i Atlantas natteliv med guldmedaljen om halsen.

Topidrættens elevatortur

Efter en aften – og nat – i festligt lag, som man siger, vender en lykkelig Poul-Erik Høyer hjem til OL-byen omkring klokken 4 om morgenen. Timerne forinden har han tilbragt i selskab med sine bedste venner fra badmintonverdenen og USA's Dream Team. Guldmedaljen om halsen har åbnet utallige døre i Atlantas natteliv, og nu skal Høyer bare en sidste tur med elevatoren forud for velfortjent hvile.

Da døren åbner sig, bliver den danske guldvinder til gengæld mødt af et overraskende syn. Sølvvinderen i landevejsløb, og gymnasiekammeraten, Rolf Sørensen sidder på hug i elevatoren.

Kilder

Interview med Poul-Erik Høyer, 23. august, 2016

Birgitte Borch: ”Tålmodighed og selvtillid er Høyers guld-taktik”. Berlingske Tidende. 1. august, 1996.

Thomas Idskov: ”Spillede Tarzan”. B.T., 31. juli, 1996.

Troels Christensen: ”Mr. Swing King.” Ekstra Bladet, 2. august, 1996.

Jan Løfberg: ”Fjerboldens stormester”. Berlingske Tidende. 2. august, 1996.

http://www.sportenshalloffame.dk/Default.aspx?ID=120


- Hvad laver du, spørger Høyer

- Ja, jeg kører op på øverste etage, og så kører jeg ned i kælderen, og så kører jeg op på øverste, og så kører jeg ned i kælderen, svarer Sørensen.

- Hvorfor?

- Jo. For sådan er det at have en sølvmedalje. På den ene side, så er du rigtig glad for den, men på den anden side, er du rigtig ærgerlig over, at det ikke blev guld.

Så Rolf Sørensen har, som Høyer husker det, siddet fra midnat til klokken 4 om morgenen i elevatoren og kørt fra øverste til nederste etage i danskernes bygning. På dette tidspunkt klapper Høyer sin gymnasiekammerat på skulderen og siger oprigtigt ”det forstår jeg sgu godt.”

Hvorefter han tilføjer:

- Jeg tager turen med op, men jeg står sgu af på toppen.

Dong Jiong (sølv), Poul-Erik Høyer (guld) og Rashid Sidek (bronze) efter OL-finalen i herresingle.
Dong Jiong (sølv), Poul-Erik Høyer (guld) og Rashid Sidek (bronze) efter OL-finalen i herresingle. Foto: JENS NØRGAARD LARSEN / Scanpix Danmark