Rio 2016

Dansk damedouble slår verdens nummer to og er i OL-finalen

Danmark har fået sin første finaleplads ved badmintonturneringen i Rio efter en sindssyg afslutning, hvor danskerne vandt 21-19 i 3. sæt.

Den danske damedouble med Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl er sikker på en OL-medalje af enten sølv eller guld.

Det står klart, efter de for kort tid siden slog verdens nummer to, kinesiske Yuanting Tang og Yu Yang, i tre sæt med 21-16, 14-21, 21-19.

Det var ellers et par lynkinesere, der kom ud til 1. sæt og snuppede de tre første point i kampen. Danskerne kom dog hurtigt bedre med, og ved opholdet var de foran med 11-8.

Pedersen og Rytter Juhl havde stor held med at stoppe boldene af ved nettet og fra opholdet ved 11 rykkede de stille og roligt fra kineserne, der aldrig kom nærmere igen. Den danske damedouble snuppede sættet med 21-16.

I 2. sæt stod det hurtigt klart, at kineserne havde snakket om at få Yu Yang frem til nettet. Det gav problemer for danskerne, der ikke formåede at finde løsningen. På 20 minutter vandt Tang og Yang sættet med 14-21.

Derfor var det alt eller intet i 3. sæt, hvor vinderen ville gå i en OL-finale. Det var dog ikke til at se på Pedersen og Rytter Juhl, der blev ved med at smile og holde humøret højt. Samtidig kom de længere frem på banen og tog initiativet fra kineserne.

Langsomt pillede de troen ud af kineserne og bragte sig foran med 11-4 ved sidebytte. Herfra lignede det en sikker dansk sejr, da de havde fem matchbolde. Efter at have smidt de fire første lykkedes det endelig danskerne at vinde 21-19 i en højdramatisk OL-semifinale.

I finalen møder danskerne verdens nummer et, japanske Misaki Matsutomo og Ayaka Takahashi.

Gense kampen kl. 00.50 på TV 2