Rio 2016

Ekspert kogte over i boksen under OL-gyser: - Det var ulideligt

Den danske damedouble med Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl fik TV 2 SPORT's badmintonekspert Jim Laugesen til at gå amok i kommentatorboksen

- Det var ulideligt at se på!

Så kort kunne det siges, da Jim Laugesen svedende kom ud fra kommentatorboksen og bad om en ny skjorte.

Her havde han sammen med sin kommentatormakker Dennis Bostrup netop overværet, at damedoublen med Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl havde spillet sig i OL-finalen med 21-19 i 3. og afgørende sæt.

Inden da havde de smidt fire matchbolde, og nerverne sad helt uden på tøjet både i Rio og i kommentatorboksen, inden sejren endelig blev en realitet.

- Det er historisk. Ikke bare at de er første europæiske damedouble, der går i en olympisk finale, men også måden de gør det på. De viser, at med målrettet arbejde gennem mange år kan selv de sværeste ting lade sig gøre, siger Jim Laugesen, der selv var med til OL i herredouble i 2000 - dog uden at få medalje.

Herunder kan du se (og høre) hele matchbolden og den efterfølgende jubel

Det er første gang i historien, at en dansk damedouble får medalje ved OL. Kun én gang er det lykkes en europæisk damedouble at få medalje ved OL, ellers har asiaterne siddet tungt på tronen.

- Det drama, som de er ude i, i dag, især til sidst, hvor ret mange ting går i mod dem. At komme ud af det som vinder, det er simpelthen klasse. Der var mange andre, der var bukket under for det pres, siger Jim Laugesen.

Damedoublen spiller OL-finale på torsdag, hvor de møder japanske Matsutomo og Takahasi, der er nummer et på verdensranglisten.

Gense kampen kl. 00.50 på TV 2