Rio 2016

Dansk damedouble spiller sig til OL-sølv efter kæmpe gyser

Den danske damedouble med Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl spiller sig til OL-sølv.

Danmark har fået to olympiske sølvvindere i badminton. Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl har netop tabt til verdens nummer 1, Misaki Matsutomo og Ayaka Takahashi fra Japan.

I et kæmpe OL-drama, der varede en time og seksten minutter, måtte danskerne se sejren forsvinde til sidst med cifrene 21-18, 9-21, 19-21.

Danskerne startede bedst ud og trykkede japanerne i bund. Med en god offensiv kom de hurtigt foran 7-4, men herefter begyndte japanerne at få bedre fat og kom op på siden af danskerne.

En lang duel ved 9-9 med 43 slag frem og tilbage gik Danmarks vej, selvom de var trykket helt i bund undervejs. Herfra steg intensiteten i badmintonhallen i Rio, og ved 16-14 kom der for alvor tryk på tilskuerne og den danske damedouble.

Ayaka Takahashi var ved at slå til en bold, der var på vej ud, men den japanske træner ude bagved hjalp spilleren og kaldte bolden ude. Det er på ingen måde lovligt for træneren at hjælpe spilleren på den måde, og derfor protosterede både den danske damedouble og landstræneren Lars Uhre højlydt.

Træneren fik en påtale, men mere kom der ikke ud af situationen. Heldigvis fik det ikke konsekvenser, og det virkede i stedet som om, at danskerne udnyttede situationen til at finde ekstra energi frem. På den anden sætbold lykkedes Kamilla Rytter Juhl at slå bolden i gulvet og danskerne 1. sæt med 21-18.

Efter sidebytte ændrede kampen karakter, og Matsutomo/Takahashi fik momentum. Pedersen og Rytter Juhl afgav initiativet, og det udnyttede japanerne hurtigt. Ved opholdet halvvejs var stillingen 5-11, og herfra var det som om, fokus blev rettet mod det afgørende sæt.

Danskerne sparede kræfter og gik ikke nær så meget efter boldene. På den anden sætbold kunne japanerne derfor slå den ned til 9-21. Dermed skulle der et tredje og afgørende sæt til at afgøre OL-finalen.

Her var det tydeligt, at danskerne igen kom meget bedre med i kampen. Det offensive spil fra starten af kampen fungerede bedre, og danskerne bragte sig foran 8-5. Matsutomo og Takahashi nægtede dog at give sig, og ved opholdet var stillingen 10-11. Kort forinden havde danskerne endda fået et point, som de ikke skulle have haft, da Christinna Pedersen ramte bolden to gange.

Efter sidebytte i 3. sæt lignede det, at danskeren havde den nødvendige koldblodighed. Foran 19-16 så det ud til at blive dansk OL-guld, men til sidst vendte japanerne kampen og tog fem point i træk og 3. sæt med 19-21.

Se matchbolden, der slukkede gulddrømmen, herunder.

{"metadata":{"discipline":{"uri":"badminton","label":"Badminton"},"danes":"1","published":1471541458075}}

Det er første gang i historien, en europæisk damedouble slutter blandt de bedste to par ved de olympiske lege.