Rio 2016

Ekspert tror på OL-finale til Axelsen: Derfor kan han skabe overraskelsen

OL-finalen i herresingle kan meget vel blive med dansk deltagelse. Badmintonspilleren Viktor Axelsen har nemlig niveauet til at vinde semifinalen.

Viktor Axelsen har niveauet til at slå Chen Long og gå i OL-finalen i badminton.

Sådan lyder vurderingen fra TV 2 SPORTs badmintonekspert Jim Laugesen, der er optimistisk på danskerens vegne forud for fredagens semifinale mod den kinesiske verdensstjerne Chen Long.

- Jeg er ikke i tvivl om, at formen og spillet er til, at han kan slå Chen Long, siger TV 2 SPORTs badmintonekspert Jim Laugesen, der dog påpeger, at Chen Long er en verdensklassemodstander og favorit til kampen.

Han har spillet og niveauet til at slå Chen Long

Har slået Chen Long før

Axelsen kommer til semifinalen uden at have afgivet et eneste sæt på sin vej. Det kan give danskeren et ekstra moralboost, vurderer eksperten. Også det faktum, at Axelsen kommer til kampen som undertippet, kan hjælpe på danskerens nervøsitet.

- Viktor Axelsen er ikke favorit her, så han kan gå ind og spille lidt mere afslappet. Vi skal huske på, at der fra Kinas side ligger et rigtig stort pres på Chen Long. De forventer, at han vinder, siger Jim Laugesen.

- Han har jo vundet over Chen Long før, og det tror jeg betyder rigtig meget, siger han.

I meget eksklusivt selskab

Den 22-årige Viktor Axelsen er med pladsen i semifinalen i et meget eksklusivt badmintonselskab. Lee Chong Wei og Lin Dan mødes i den anden semifinale. Sammen med Axelsens modstander danner de tre en trio af badmintonsportens zenit.

- Det er nogle meget skrappe gutter, der står tilbage sammen med Viktor Axelsen. Det er de tre allerbedste badmintonspillere over de seneste ti år, siger Jim Laugesen.

- Men jeg tror på Viktor. Især fordi, han allerede har indfriet sit mål. Nu kan han spille afslappet. Jeg ved, at han har spillet og niveauet til at slå Chen Long, siger Laugesen.

{"metadata":{"discipline":{"uri":"badminton","label":"Badminton"},"danes":"1","published":1471453408205}}