Badminton

Dansk herredouble kollapsede i tredje sæt mod verdensetteren

Mads Kolding og Mads Conrad er ude af India Open, efter de tabte semifinalen i tre sæt til verdens nummer et.

Se danske finaler ved India Open søndag fra 10.25 på TV 2 SPORT

Den danske herredouble formåede ikke at hævne nederlaget i All England-semifinalen, da de lørdag eftermiddag tabte 14-21, 21-18, 9-21 til indonesiske Kevin Sukamuljo og Marcus Gideon.

Danskerne fik en svær start på semifinalen, hvor specielt Sukamuljo fik lov at styre kampen med sit flade spil. Herredoublen kom bagud 5-9 og 9-11, inden indoneserne for alvor trak fra.

Bagud 10-14 satte Kolding og Conrad et mindre ryk ind, men efter fire point i træk, formåede verdens nummer et at vinde sættet, da Mads Kolding smashede bolden i nettet.

Efter sidebytte kom danskerne meget bedre med. Bedst illustreret af Mads Conrad der ved 7-6 i dansk favør kom flyvende frem til nettet og hamrede bolden i gulvet.

Resten af sættet kontrollerede Kolding og Conrad kampen, og selvom indoneserne fik kontakt ved 19-18, lukkede de sættet, da Marcus Gideon smashede en oplagt chance lige i nettet.

Tredje sæt blev desværre aldrig spændende. Indoneserne kom foran 6-1, og herfra kollapsede den danske double. Kolding og Conrad kunne ikke få spillet til at fungere, og til sidst måtte de se Sukamuljo og Gideon løbe med sættet og finalepladsen, da scoretavlen viste 9-21 i indonesisk favør.

Herresinglen Viktor Axelsen er nu Danmarks eneste håb i søndagens finaler.