Badminton

Dansk doublespiller: Nye serveregler giver lavere spillere en fordel

Mads Kolding er utilfreds med de nye serveregler. STRINGER / Scanpix Denmark

Med en højde på over to meter mener Mads Pieler Kolding, at det er uretfærdigt, hvis den maksimale servehøjde bliver 1,10 meter for alle spillere.

Allerede ved årsskiftet kan der være blevet indført nye serveregler i badminton. Det internationale badmintonforbund, BWF, fortalte nemlig i sidste uge til TV 2 SPORT, at nye regler er tæt på at blive indført..

Målet er, at det skal blive nemmere for dommerne at spotte, hvis spillerne laver overhåndsserver.

Men de nye regler vækker ikke umiddelbart begejstring hos den danske doublespiller Mads Pieler Kolding.

I de nye regler vil der blive indført en fast servehøjde for alle spillere på omkring 110-120 centimeter. Og med Koldings højde på over to meter, føler han, at han bliver dårligere stillet end lavere spillere.

- Min umiddelbare tanke er, at det er ulige konkurrenceforhold. Det bliver stort set umuligt for høje spillere at serve i den højde, og derved bliver det ekstremt nemt at returnere bolden for modstanderen, siger han til TV 2 SPORT og håber på, at der vil blive lavet en form for dispensation til de høje spillere.

Det mindste, vi forlanger, er, at man som dommer forbereder sig på de folk, man skal dømme

Mads Kolding

Dommerne er problemet

I stedet for en ny markering af, hvor spillerne må serve fra, mener Mads Pieler Kolding, at BWF i stedet bør sætte kræfterne ind et andet sted, hvis de tvivlsomme kendelser skal komme til livs. Dommerne.

- Jeg synes, at det, der mangler allermest, er et professionelt dommerfelt. Vi ser stadig dommere til forskellige Super Series-turneringer, som vi aldrig har set før. Hvilket for mig er meget mærkeligt.

Han mener, der bør sættes krav til, at dommerne forbereder sig ligeså meget til kampene, som spillerne gør.

- Vi bruger så meget tid på det her, så det mindste, vi forlanger, er, at man som dommer forbereder sig på de folk, man skal dømme. Og så synes jeg, at når man direkte bruger serven som angreb (en flad serv red.), så skal den dømmes hver eneste gang, lyder det fra Kolding, der sammen med sin doublemakker Mads Conrad-Petersen ligger nummer syv på verdensranglisten.

Kontroversiel indoneser kan få en fordel

De nuværende serveregler siger, at bolden skal træffes under under det nederste ribben og samtidig skal ketsjerhovedet pege ned af ved kontakten med bolden.

Sidstnævnte regel ser ud til at blive fjernet i de nye regler. Det vil sige, at ketcherhovedet ikke længere behøves at vende nedad.

Det kan ifølge Mads Pieler Kolding give spillere som Kevin Sanjaya Sukamuljo en stor fordel. Indoneseren er i forvejen ellers en af dem, der bliver beskyldt for at lave overhåndsserv. 

- Han er så lav, at hans serv kan blive endnu vildere. Især hvis reglen, med at ketcherhovedet ikke skal pege nedad, bliver en realitet. Så kommer der først problemer med de lave spilleres server.

Badminton servehøjde

De nye regler vil i første omgang kun gælde på internationalt plan. Samtidig forsøger BWF fortsat at videreudvikle en måde at dæmme op for ulovlige server blandt andet via en laser.  

- Vi har også arbejdet lidt med nogle mere teknologiske løsninger omkring serven, men det ligger stadig lidt ude i fremtiden, siger BWF-direktør Thomas Lund.

De nye serveregler skal vedtages på et BWF-møde i slutningen af året.