Badminton

Smidt af landsholdet – men dansk mester vil stadig ikke opgive sin drøm

Mette Poulsen var lykkelig efter en dramatisk sejr i første runde. Claus Fisker/Scanpix Danmark

23-årige Mette Poulsen blev vejet og fundet for let af de danske landstrænere, men den stædige damesingle er ikke klar til at opgive sin store drøm.

Hun er dansk mester i damesingle, men samtidig er hun ikke ikke længere en del af det danske landshold.

Allerede tilbage i november tog landstrænerne og den sportslige ledelse i Badminton Danmark en beslutning om, at de ikke længere troede på, at Mette Poulsen kunne opnå international succes som singlespiller, og derfor blev hun smidt af landsholdstræningen.

Selv har den 23-årige damesingle ikke opgivet sin store drøm. Hun vil nemlig modbevise sine kritikere, og EM på hjemmebane vil være et oplagt sted at booste troen på egne evner.

- Det har ligget op til EM, at jeg fandeme også skal præstere til de her turneringer, fordi det er europæisk niveau. Så hvis jeg ikke kan præstere her, så kan jeg godt forstå, de (landstrænerne, red.) kan have svært ved at se, at jeg skal kunne præstere internationalt, siger Mette Poulsen.

På grund af sin udtagelse til EM har Mette Poulsen fået lov at træne med resten af landsholdet op til mesterskabet, men på mandag rammer hverdagen igen. En hverdag, hvor danmarksmesteren starter sin egen kamp i jagten på at komme mod verdenstoppen.

- Jeg tror ikke, det ændrer noget i deres (landstrænernes, red.) øjne, hvis jeg får en medalje, men det vil helt klart give mig noget selvtillid, at jeg bevæger mig væk fra europæisk niveau og kan gå over til Super Series. Efter EM er det tilbage og træne i Værløse, som jeg har været inden.

Men kan du følge med i verdenstoppen, hvis du ikke får lov at være med på landsholdstræningen?

- Ja, det tror jeg egentlig godt. Jeg har kanon sparring i Værløse. Jeg træner stort set kun med drenge, og selvfølgelig er det nogle gange rart at træne med damesingler, fordi det er det naturlige, og det man møder, men jeg tror helt sikkert på, det kan lade sig gøre. Det er blevet vist andre steder, så det er jeg slet ikke urolig for.

- Jeg har mistet noget støtte fra Team Danmark, så på den måde er der nogle opvejninger. Jeg har heldigvis været heldig at få nogle andre økonomiske tilgange, men jeg synes stadig, jeg er der, hvor jeg er på europæisk niveau og det lige over, så jeg skal ikke kun ud og spille Super Series-turneringer, men det er planen, jeg skal med ud og prøve til næste sæson, siger Mette Poulsen.

Team Skælskør-Slagelse-spilleren Mette Poulsen vinder DM-guld med finalesejren over Line Kjærsfeldt i to sæt.

For mange i badmintonverdenen kom det som en stor overraskelse, at Mette Poulsen ikke længere var en del af landsholdet. Hun havde nemlig holdt det hemmeligt op til hendes store triumf med DM-titlen i februar, men under et EM på hjemmebane er det ikke helt til at undgå spørgsmål omkring det.

- Jeg er god til at slippe det under kampen, men der har været nogle enkelte over og spørge mig, hvad der sker, og hvad jeg går og laver, så det har været lidt underligt, men jeg synes, jeg er god til at lægge det væk og have fokus, på det jeg skal.

Onsdag indledte Mette Poulsen sin jagt på en EM-medalje, men det blev en dramatisk start. Først efter tre tyske matchbolde i tredje sæt formåede danskeren at vende opgøret og vinde kampen med 25-23.

When you win 25-23 in the 3️⃣ set 💪🏻🇩🇰

Posted by Badminton Denmark on Wednesday, April 26, 2017

- Jeg vil rigtig gerne have en medalje. Det er et mål for mig, og da jeg så programmet, syntes jeg helt klart, der var muligheder. Jeg vidste godt, den første kamp kunne blive lidt skæbnesvanger for mig, men nu synes jeg, jeg er oven på og i gang. Så jeg håber, at jeg lørdag står i en semifinale, og så må vi se, om det bliver imod en af danskerne eller Carolina Marin.

Du kan følge EM i badminton på TV 2 SPORT fra fredag-søndag. Vi starter TV-sendingen fredag kl. 16.45.