Badminton

EM-semifinale afbrudt - dansk stjerne holdt ulovligt parkeret

Badmintonstjernen Joachim Fischer måtte afbryde sin EM-semifinale, da det pludselig blev kaldt over højtaleranlægget, at hans bil holdt ulovligt.

"Ejerne af følgende kørertøjer bedes flytte deres biler omgående. Og de skal flyttes omgående."

Umiddelbart en klassisk besked over højtaleranlægget ved en sportsbegivenhed med få parkeringspladser, men under EM i Kolding tog sagen alligevel en uventet drejning.

Inde på bane to stod de danske badmintonstjerner Joachim Fischer og Christinna Pedersen nemlig klar til at spille EM-semifinale mod Sam og Chloe Magee, da Fischer pludselig afbrød starten og markerede til kampens dommer, at han havde et ærinde.

Politimanden, der flyttede bilen, sagde, han havde sparet mig for en klækkelig bøde.

Joachim Fischer

Her gik det efterhånden op for de fleste, at Fischer gik over til sin badmintontaske for at finde et sæt bilnøgler, fordi det var hans bil, der holdt ulovligt parkeret foran hallen. Først prøvede han at aflevere bilnøglerne til en dansk landstræner, og siden endte de hos TV 2 SPORTs ekspert under EM, Jan Ø. Jørgensen, der stod i studiet.

- Jeg kunne godt genkende min nummerplade, og jeg vidste, jeg holdt lige på kanten, men der var ikke rigtig nogen pladser, da jeg kom. Men jeg tænkte, de havde set mig køre i den hele ugen, så de ville lade mig holde, men jeg tror mere, det var et forstyrrende element for Christinna, sagde Fischer og erkendte, at han godt kunne forstå, det var en smule irriterende.

Herfra tog landsholdskollegaen Jan Ø. en hurtig beslutning og gav nøglerne videre til en af turneringens dommere, Jacob Syndberg, der sad længere oppe bagved. Der er bare lige den detalje, at han til daglig er politimand.

- Jeg har lige fået at vide, hvor den holder. Politimanden, der flyttede bilen, sagde, han havde sparet mig for en klækkelig bøde. Han synes, jeg skulle have lov at slippe, men jeg tænkte også, jeg ikke gad til at hente den et eller andet sted bagefter, så det var nemmere lige at få den flyttet, sagde Fischer og kom desuden med en opfordring til Badminton Danmark.

Vi bliver simpelthen nødt til at have et VIP-kort, når vi kommer, og det har jeg sagt til dem derude, for ellers skal vi holde i Vejle for at komme herind, for der er mange mennesker, siger Joachim Fischer. Video: TV 2 SPORT

- Vi bliver simpelthen nødt til at have et VIP-kort, når vi kommer, og det har jeg sagt til dem derude, for ellers skal vi holde i Vejle for at komme herind, for der er mange mennesker.

Den bøn er tilsyneladende blevet hørt. Danskerne formåede nemlig at spille sig i EM-finalen, da de vandt 21-14, 21-10, men på søndagens finaleprogram skal mixed doublen først spille kamp fem. Dermed kunne Fischer måske frygte for, at der ingen pladser var tilbage, men det problemer er allerede løst.

Ude foran hallen har han fået sin egen private parkeringsplads til finaledagen. Så kan han forhåbentlig undgå at parkere ulovligt denne gang.

Følg Joachim Fischer og Christinna Pedersen i EM-finalen på TV 2 SPORT. De første finaler starter kl. 12, og Danmark er repræsenteret i fire ud af fem finaler.