Badminton

Indonesisk publikum var på nakken af danskere: - Jeg har aldrig set det før

Mathias Boe og Carsten Mogensen var ikke populære hos de lokale fans i finalen ved Indonesia Open.

Selvom Indonesien ikke var en del af herredoublefinalen ved Indonesia Open, var der ingen tvivl om, hvem de holdt med.

- Jeg har aldrig nogensinde set et indonesisk publikum holde med Kina. De plejer at hade Kina og kan normalt godt lide at holde med Danmark, siger TV 2 SPORTs badminton ekspert Jim Laugesen.

Det var dog ikke tilfældet søndag. Gennem hele kampen blev det kinesiske par Li Junhui og Liu Yuchen således tiljublet, mens der ikke var meget kærlighed tilovers for Mathias Boe og Carsten Mogensen.

En jubelscene lørdag fra Mathias Boe efter semifinalesejren over et indonesisk par var ikke velset hos fansene. Her rakte den 36-årige badmintonspiller armene i vejret, vrikkede med hofterne og tyssede på hjemmepublikummet. Det kom som en reaktion på tilråb som ”go home, Denmark”. Disse blev blot forstærket under søndagens finale.

Men ifølge Laugesen burde sådan en jubelscene slet ikke være nok at have fremprovokeret sådan en stærk reaktion.

Den danske herredouble-spiller Mathias Boe og makker Carsten Mogensen spillede sig lørdag videre til finalen ved Indonesia Open efter sejr over et indonesisk par. Det fejrede Boe med en dans og en provokerende hilsen til det buhende publikum. Video: David Schiøler

- Det er mærkeligt, at de reagerer så hårdt på det. Jeg har selv spillet i Indonesien i begyndelsen af 90’erne og set meget værre ting end sådan en jubelscene. At de skal reagere så hårdt på, at en dansk herredoublespiller vrikker lidt med numsen, finder jeg lidt latterligt.

Ny hal kan være årsagen

Laugesen tror, der ligger mere bag. I de seneste år har Danmark og Indonesien haft flere kampe på badmintonbanen, hvor Danmark de fleste gange er endt som vindere.

I Thomas Cup sidste år vandt Danmark over Indonesien i finalen, i år eliminerede de dem i Sudirman Cup, og i Super Series-turneringer har Mathias Boe og Carsten Mogensen haft flere drabelige dueller mod de indonesiske stjerner Marcus Fernaldi Gideon og Kevin Sanjaya Sukamuljo.

Men selv det burde ifølge eksperten ikke fremprovokere en så markant reaktion. Efter mange år i Istora Gelora Bung Karno Stadium blev årets turnering spillet i Jakarta Convention Center, og ifølge Laugesen kan det have haft noget med publikums opførsel at gøre.

- Det virkede, som om det var et andet indonesisk publikum, end vi var vant til at se. Jeg har set kampe, hvor udlændinge har kæmpet mod indonesiske stjerner og har vundet, hvor publikum bagefter har tiljublet modstanderen og har sat pris på en god kamp. Det er, som om publikum i år har været mindre dannet i år.

Påvirker ikke rutinerede danskere

Finalen endte med et nederlag til Boe og Mogensen i en tæt tresætskamp. Medvind fra tilskuerrækkerne til danskerne havde dog ifølge Laugesen ikke ændret på det resultat.

- Jeg er sikker på, at tilråbene ikke påvirkede danskerne det mindste. Mathias og Carsten er rutinerede, og de elsker, når der er gang i den.

En episode i kampen kunne måske tyde på, at de lod sig påvirke. Herunder ses det, hvordan Mogensen viser, hvor langt ude en kinesisk bold røg.

Den danske herredouble er fortsat i kontrol i finalen ved Indonesia Open. Video: David Schiøler

Den aktion er dog ikke på grund af tilråbene.

- Det havde Mogensen gjort lige meget hvad. Han var i zonen, og det var ikke rettet mod publikum, men mod sine kinesiske modstandere, siger Laugesen.

Næste Super Series-turnering er i Australien næste uge. Den bliver dog uden Boe og Mogensen, der i stedet går i gang med forberedelserne til VM.