Arrangør øgede sikkerheden omkring dansk stjerne efter dødstrusler

Mathias Boe blev efter semifinalen ved Indonesia Open udsat for dødstrusler på de sociale medier.

Det internationale badmintonforbund, BWF, skred til handling, da det fik nys om dødstruslerne mod den danske badmintonspiller Mathias Boe.

Han og doublemakkeren Carsten Mogensen vandt sin semifinale ved Indonesia Open over indoneserne Muhammad Rian Ardianto og Fajar Alfian, og efter kampen dansede Boe med vrikkende bagdel og gestikulerede til de buhende tilskuere ved at sætte en hånd bag øret.

Efterspillet fik flere personer til at rase over danskeren på sociale medier, hvor han blev udsat for en række dødstrusler.

- Truslerne mod Carsten og Mathias via de sociale medier blev rapporteret til BWF af det danske hold, og på det tidspunkt tog BWF initiativ til at øge sikkerhedsforanstaltningerne omkring parret, skriver BWF's generalsekretær, Thomas Lund, i en meddelelse til TV 2 SPORT.

- Turneringsværten bidrog med ekstra sikkerhed den efterfølgende dag.

Boe og Mogensen har modtaget en del ubehagelige beskeder

TV 2 SPORT har forsøgt at få en kommentar om sikkerhedsforanstaltningerne fra Mathias Boe.

De indonesiske fans i hallen fortsatte med at vise deres store utilfredshed med især Mathias Boe på finaledagen, hvor danskerne tabte til et kinesisk par. Der blev buhet og - ifølge Mathias Boe - råbt 'go home, Denmark', men Thomas Lund skriver, at BWF ikke overvejer nogen sanktioner mod arrangøren.

Skred fra pressemøde

Efter finalen deltog Mathias Boe i et officielt pressemøde, hvor han for første gang fortalte om dødstruslerne.

Det fik den fremmødte presse til at grine, så Boe sendte en svada af sted, før han forlod lokalet.

- Hvis man truer nogen på livet i resten af verden, ryger man i fængsel. Herude er det en joke. At sige, jeg vil sprænge dig i luften med en selvmordsbombe, er måske en joke for jer, men det er det ikke i vores del af verden, sagde Mathias Boe.

- Det er ikke menneskeligt ikke at ville tage en smule hævn, når man bliver mødt i hallen med ’gå hjem, Danmark’-råb. Jeg er blevet kaldt respektløs, men folk her nedgør mit land og mig. Det kan jeg leve med. Det er en del af spillet. Men dødstrusler er ikke sjove, og hvis I synes, det er sjovt, bør I få noget opdragelse af jeres forældre, eller hvem I ellers taler med.

Efter heftige og fortsatte diskussioner gennem Mathias Boes Instagram-profil manede danskeren til besindighed og forsøgte at begrave stridsøksen.

- Lad mig slå én ting fast: Jeg dansede ikke for at håne det indonesiske folk. Jeg har fejret (sejre, red.) sådan i mange år ved at dabbe, danse gangnam style, osv. Jeg viser følelser, når jeg vinder, skriver Mathias Boe på sin Instagram-profil.

- Lad os begrave stridsøksen og arbejde sammen om at gøre vores sport endnu mere fantastisk.

A post shared by Mathias Boe (@mathias.boe) on