Badminton

Nationalmuseet vil udstille Viktor Axelsens VM-trøje

Nationalmuseet håber, at verdensmesteren i badminton vil donere sin trøje, ketsjer eller andre genstande til museets samling.

Det var et stort øjeblik, da Viktor Axelsen søndag besejrede kinesiske Lin Dan og blev verdensmester i herresingle - som den første dansker i 20 år.

Faktisk var det så stort, at Nationalmuseet har et brændende ønske om at udstille en eller flere genstande fra verdensmesterens gyldne aften i Glasgow.

Han er meget bevidst om sine mål og har blandt andet lært sig mandarin, så nu er han blevet et idol i Kina

Anni Mogensen, formidlingschef på Nationalmuseet

- Sport er en del af vores populærkultur, og det samler mange. Derfor synes vi, det er interessant at vise i vores udstillinger på Nationalmuseet, fortæller formidlingschef Anni Mogensen, som allerede har været i kontakt med landstræneren.

- Jeg fangede dem i aftes lige som Viktor smed sig på gulvet, og de var positive over for idéen om at udstille herinde på Nationalmuseet, men jeg mangler at få bekræftelserne, siger hun til TV 2 SPORT.

Viktor Axelsen vandt sit første individuelle verdensmesterskab med en sejr på 22-20, 21-16 over kinesiske Lin Dan. Næsten en million mennesker så med på TV 2s kanaler, og det gør finalen til en af de mest sete badmintonkampe i dansk fjernsyn.

Derfor er Nationalmuseet faktisk ikke kun interesseret i at udstille VM-genstande - håbet er at optage genstande i samlingen, så de opbevares og beskyttes til evig tid. Det fortæller seniorforsker ved Nationalmuseet, Lykke Pedersen.

- Sport er en vigtig massebevægelse i Danmark, der betyder utroligt meget for mange mennesker. Derfor er det vigtigt, at det også eksisterer på Nationalmuseet.

- Vi behøver ikke nødvendigvis at have guldmedaljen, for den vil Viktor Axelsen nok også gerne selv have. Men det vil være fint at have nogle genstande, som peger på denne begivenhed. Det er jo også lidt sjovt, hvis vi kan udstille noget med en så aktuel krog, siger Lykke Pedersen.

Nationalmuseet har tidligere udstillet EM-pokalen, da Danmark vandt i 1992, og senere kan man også komme til at se den trøje, Nadia Nadim spillede i ved kvinderens finale i 2017.

Lige som med Nadim fortæller Axelsen også en historie om sin samtid, vurderer Anni Mogensen.

- Det er sjovt med Viktor Axelsen, fordi der er noget tidstypisk over ham. Han er meget bevidst om sine mål og har blandt andet også lært sig mandarin, så nu er han blevet et idol i Kina, slutter formidlingschefen.

Efter VM-finalen over Lin Dan var vundet, gav Viktor Axelsen et vinderinterview på mandarin. Video: TV 2 SPORT

Med guldmedaljen om halsen vendte Viktor Axelsen hjem til Danmark mandag eftermiddag. Her blev han hyldet i Københavns Lufthavn samt på Københavns Rådhus.