Vraget dansk badmintonstjerne: - Min mareridtsuge fortsætter
Joachim Fischer skal ikke længere danne mixeddoublemakker med Christinna Pedersen.
Joachim Fischer er ikke værd at satse på til OL i 2020.
Det mener den sportslige ledelse i Badminton Danmark, der efter en dialog med nogle af spillerne har præsenteret tre nye mixeddouble-par.
- Min mareridtsuge fortsætter, siger Fischer, som i sidste uge brækkede anklen under en kamp ved VM.
- Når man ligger med sin fod i gips og får en opringning dagen efter, at man er kommet ud fra hospitalet, så er det ikke fedeste at få at vide, at man har mistet sin makker. Altså, ligesom da jeg fik skaden, så er jeg da rimeligt ramt, fortæller han til TV 2 SPORT.
Ikke selv truffet beslutningen
Joachim Fischer har ikke bare mistet sin makker gennem otte år. Han er slet ikke en del af fremtidsplanerne, og derfor er han ikke med i et af de tre nye mixeddouble-par.
- Jeg fik et opkald fra Christinna i går (onsdag, red.), hvor hun fortalte, hvad hun gik og tænkte på. Bagefter havde jeg et møde med forbundet, fortæller han.
Så du har ikke selv været inde over beslutningen?
- Nej, det kan man ikke sige. Vi har jo meldt ud mange gange, at vi vejer tingene. Det har vi gjort de sidste mange år, og vi har ikke set så lange fremtidsplaner i og med, at vi er meget kritiske og vil være med dér, hvor det er allersjovest.
- Det var meningen, at vi skulle evaluere efter VM. Det nåede hun så at gøre, og derfor er det endt, som det er endt.
Hvad tænker du om, at du ikke har været med i beslutningen?
- Hvad skal jeg sige? Vi har spillet sammen i otte år og har haft en god dialog sammen. Derfor er jeg lidt overrasket, men tingene skal jo også slutte på et tidspunkt.
- Jeg havde håbet, at man var interesseret i at bruge mine erfaringer og kvaliteter sammen med en anden makker, og i og med at det er kommet ud, hvem de andre par er, så kan man godt regne ud, at jeg ikke kommer til at være med i en mixed, der bliver satset på.
38-årige Joachim Fischer overvejer nu sin fremtid som badmintonspiller. I første omgang venter seks uger med den brækkede ankel i gips eller en skinne, og derefter et par måneders genoptræning for overhovedet at kunne spille igen.
Hvis det lykkes Fischer at kæmpe sig tilbage til banen, så venter der endnu en række udfordringer:
- Økonomisk bliver det også en svær udfordring at få det til at hænge sammen, fordi alle mine kontrakter er bundet op på min placering på verdensranglisten. Og man kan sige, at det bliver svært at ligge i den rigtige ende lige pt.