Dansk stjerne kan være ude resten af året – overvejer uventet mulighed
Jan Ø. Jørgensen kæmper en hård kamp for at komme sig over en skade i hælen. I mellemtiden har han fået mulighed for protected ranking.
Midt i en trist skadesperiode kan badmintonstjernen Jan Ø. Jørgensen glæde sig over en uventet, positiv mulighed.
Badminton Danmark har nemlig fundet ud af, at Jørgensen kan få protected ranking på verdensranglisten, så han ikke er i frit fald, mens han er skadet.
Kort og godt betyder den beskyttede rangering, at Jan Ø. Jørgensen fastholder en teoretisk placering som nummer 11 i verden, når han gør comeback. Dermed er han sikker på at kunne blive inviteret med til de store turneringer, når han er klar til at spille igen - Jørgensen vil dog ikke være seedet i turneringerne.
Den beskyttede placering er teoretisk, fordi aktive spillere sådan set godt kan overhale Jørgensen på den aktuelle rangliste. Han vil dog stadig være listet nummer 11, når turneringerne inviterer spillere til at deltage, hvilket er det essentielle i muligheden for beskyttet rangering.
- Det giver noget ro. Selvfølgelig vil jeg gerne spille så hurtigt som muligt, men jeg er meget bevidst om, at det kræver tid. Det her giver arbejdsro til at blive skaden helt kvit, fortæller Jan Ø. Jørgensen til TV 2 SPORT.
Jens Meibom, sports- og elitechef i Badminton Danmark, bekræfter over for TV 2 SPORT, at Jan Ø. Jørgensen er blevet bevilget beskyttet rangering fra den 12. september.
Anede ikke, at muligheden fandtes
Men det skete på en lidt speciel måde. I Badminton Danmark anede man nemlig ikke, at det overhovedet var en mulighed at fastfryse placeringer.
- Det var ikke nogen viden, der lå i systemet. Det var tilfældigt, at det kom frem, at det var en mulighed. Jeg søgte på nettet, men der var ikke noget at finde. Derfor skrev jeg direkte til Thomas Lund (generalsekretær i det internationale badmintonforbund, red.), for at høre, om systemet fandtes.
Den beskyttede rangering gælder mellem tre og 12 måneder, hvor spilleren ikke må være aktiv. Det vil sige, at Jan Ø. Jørgensen ikke kan deltage ved Denmark Open fra den 17.-22. oktober, hvis hans placering på verdensranglisten skal beskyttes. Og det er en overvejelse værd, fortæller Jan Ø. Jørgensen i TV 2 SPORTs seneste badmintonpodcast.
- Det vil give mig nogle muligheder, som jeg måske ikke vil få, hvis jeg spillede Denmark Open i næste måned.
- Det er lidt en afvejning af, hvor klar jeg er, og hvor god min hæl er. Føler jeg, at jeg er konkurrencedygtig til Denmark Open, China Open og de andre ting, der ligger? Det kan jeg slet ikke give noget svar på nu, så det må jeg tage som det kommer.
- Men der i hvert fald en mulighed for, at jeg kan få denne her sikre rangering, siger Jan Ø. Jørgensen.
Jan Ø. Jørgensen har kæmpet med hælproblemerne i det meste af 2017. I juni forsøgte han at gøre comeback i Australian Open, men det resulterede i et lille tilbageslag.
Beskyttet rangering gælder som udgangspunkt for top ti-spillere i verden. Jan Ø. Jørgensen har alligevel fået muligheden for at gøre brug af muligheden, fordi han har været en fast del af top ti i flere år.
Den beskyttede rangering gælder i samme antal måneder som spilleren har været fraværende. Hvis Jan Ø. Jørgensen gør comeback i januar, så vil han altså være beskyttet i fire måneder.
TV 2 SPORTs badmintonpodcast kan findes på Soundcloud eller i din normale podcastapp på både Android og iOS.