Nyt dansk makkerpar får 'uhyggelig svær' start sammen

Mathias Christiansen og Christinna Pedersen starter deres nye makkerskab på hjemmebane ved Denmark Open, og det bliver en svær start sammen.

Der venter en dobbelt OL- og firedobbelt VM-guldvinder, når den nye danske mixed double-konstellation om små tre uger indleder samarbejdet på hjemmebane.

I Super Series Premier-turneringen Denmark Open har Mathias Christiansen og Christinna Pedersen trukket kinesiske Zhang Nan og Li Yinhui, hvor førstnævnte bærer rundt på flere guldmedaljer i de største turneringer, mens 20-årige Li Yinhui er en af de allerstørste doubletalenter i Kina.

Kineserne er nummer seks i verden, mens danskerne kun når tre træningsuger sammen, inden de træder ind foran publikummet ved Denmark Open i Odense.

- Zhang Nan og hans makker bliver en uhyggelig svær modstander, men vi tager udfordringen op, og så må vi se, om vi kan spille med mod de to. Lodtrækningen gør, vi ikke føler, vi skal ud og bevise alt muligt.

- Vi når kun at få tre ugers træning sammen i benene, så alle ting taget i betragtning, bliver det en møgsvær udfordring, men vi glæder os begge to rigtig meget til at spille på hjemmebane og forhåbentlig høre nogle danske tilskuere. Vi kommer til at fyre den af, og så må vi se, hvor det bærer os hen, siger Christinna Pedersen.

Den 31-årige doublespiller har fået ny mixed double-makker, efter hun i næsten ni år spillede sammen med Joachim Fischer. Badminton Danmark valgte at splitte den rutinerede double og sætte Christinna Pedersen sammen med 23-årige Mathias Christiansen i håbet om et stort resultat ved OL i 2020.

- Jeg glæder mig til samarbejdet med Mathias, og lige nu er fokus på, at vi får nogle træninger sammen og får kørt en masse forskellige øvelser, så vi lærer hinanden at kende. Vi kommer begge fra andre makkerskaber, hvor man måske kalder en retur eller serv for noget andet, så helt lavpraksis skal vi lige lære hinandens tegn, så vi ikke render alt for meget forkert af hinanden.

Efter samarbejdet blev offentliggjort har begge spillere været i Asien og spille to turneringer hver for sig, og derfor har Christiansen og Pedersen kun trænet en enkelt uge sammen. Nu har de så to hele træningsuger tilbage, hvor der dog lige er to holdkampe i den hjemlige Badmintonliga, der skal passes ind.

- Vi kommer ikke til at føle os totalt sammenspillet, men vi kommer til at have haft træninger og træningskampe sammen. Så vi glæder os egentlig bare til at skulle spille første kamp sammen ved Denmark Open, slutter Christina Pedersen.

Hvis det lykkes den danske mixed double at spille sig videre fra første runde, så venter der noget nemmere modstand i anden runde, hvor et tysk par eller et par fra kvalifikationen står på menuen. Herefter kan de så risikere at ryge ind i flere VM- og OL-guldvindere i form af Ahmad og Natsir fra Indonesien.

Verdens nummer ét i herresingle, danske Viktor Axelsen, har fået en interessant lodtrækning, hvor det umiddelbart forventes, han kan spille sig sikkert i en kvartfinale. Her vil formstærke Kidambi Srikanth så formentlig står på den anden side af nettet. Du kan se resten af lodtrækningen her.

Denmark Open starter tirsdag den 17. oktober med de indledende runder. Du kan se turneringen fra torsdag den 19. oktober til søndag den 22. oktober, når TV 2 SPORT viser fra de afgørende dage.