Badminton

Danmarksmester raser mod landstræner: - Vi har været slaver

Frederik Colberg, der er dansk mester i herredouble sammen med Rasmus Fladberg, føler sig udnyttet af forbundet efter en episode ved Denmark Open.

Frustrationer og kolde blikke skar gennem luften både på og uden for banen, da der torsdag var rent danskeropgør i første runde af Denmark Open.

I herredouble mødte de danske mestre, Frederik Colberg og Rasmus Fladberg, det andet danske par Niclas Nøhr og Kasper Antonsen. Og hvor trænerne ikke normalt hjælper spillerne under en kamp, når landsmænd mødes, så var situationen anderledes her, da sidstnævnte tog sejren med 19-21, 21-12, 21-9.

Jeg føler, vi har stået en hel sommer igen og været nogle slaver

Frederik Colberg

Som træner for Nøhr og Antonsen sad assisterende landstræner Jakob Høi, der også til daglig har ansvaret for herredoublerne på landsholdstræningen. En beslutning, landstrænerteamet, med Kenneth Jonassen i spidsen, havde truffet forud for opgøret i første runde.

- Grundlæggende er jeg træt af situationen. Jeg synes, det er så lousy (usselt, red.). Jeg forstår ikke, det kan lade sig gøre. Det er første gang, jeg har set det ske 'fra Danmark', og at Jakob Høi så ikke selv kommer over og siger det til os inden kampen, det er en anden historie. Det er til grin, sagde en kontant Frederik Colberg efter kampen.

Troede det var en joke

Frustrationerne bunder grundlæggende i, at Frederik Colberg og Rasmus Fladberg ikke er en fast del af landsholdstræningen i Brøndby, men at de i lange perioder, specielt over sommeren op til VM, er blevet brugt som sparringspartnere for de etablerede landsholdsspillere som for eksempel Niclas Nøhr og Kasper Antonsen.

Samtidig træner de ugentligt med på landsholdstræningen, og derfor har assisterende landstræner Jakob Høi haft et indgående kendskab til deres taktiske kunnen, ligesom han også har vidst, om nogle af spillerne har døjet med skader eller andre problemer. Derfor troede Frederik Colberg, at det var en joke, da han hørte, Jakob Høi skulle coache imod dem i danskeropgøret.

- Jeg føler, vi har stået en hel sommer igen og været nogle slaver rent ud sagt. Vi har stået og slået i så mange uger, så lige p.t. er jeg godt og grundigt træt af det. Og så er jeg træt af, jeg koger fuldstændig sammen i kampen og ikke får noget ud af det overhovedet.

- Vi fik det at vide tre timer før kampen af Thomas Stavngaard (assisterende landstræner, red.), og vi når at snakke om, vi ikke kan gøre så meget ved det. Det er selvfølgelig ærgerligt, at Jakob Høi kender os så godt, som han nu gør, i og med han har set os spille. Han har ikke hjulpet os meget, men han har set os spille, lød det opgivende fra Frederik Colberg.

Badminton Danmark: - Selvfølgelig er det et dilemma

Hos badmintonforbundet, Badminton Danmark, der varetager den daglige landsholdstræning i Brøndby, hvor alle fire spillere har trænet med, har man forståelse for frustrationerne. Samtidig handler det dog om, at det er en klar beslutning, at man bakker op om dem, der satset fuldt ud på til daglig. Hvilket i dette tilfælde er Niclas Nøhr og Kasper Antonsen.

- Selvfølgelig er det et dilemma, men Nøhr og Antonsen er prioriteret og optaget i en af vores spillergrupper. Det er Colberg og Fladberg ikke. De deltager ugentligt på vores træninger, men de er ikke optaget i nogen gruppe.

- Det er en beslutning, landstrænerne har taget, og den støtter jeg. Vi er bare nødt til at trække nogle linjer i vores system, hvor vi skal vælge, hvem det er, vi coacher. Det eneste alternativ var, vi ikke coachede, men det syntes vi ikke ville være hensigtsmæssigt over for de spillere, som er optaget i vores grupper, forklarer sportschef i Badminton Danmark, Jens Meibom.

Frederik Colberg kalder det en ussel situation, at de får det at vide få timer før kampstart, og at Jakob Høi har haft dem under sig på landsholdstræningen. Samtidig føler han, at de har været slaver for Badminton Danmark, kan du forstå de frustrationer?

- Jeg kan sagtens forstå det fra deres side, og det er en svær situation netop i forhold til Frederik og Rasmus, der deltager ugentligt på vores træninger. De bidrager positivt til vores træningsmiljø, og jeg håber også, de føler, de får noget ud af at deltage i vores træning den anden vej.

- Jeg kan godt sætte mig ind i deres situation, men jeg synes, det er den rigtige beslutning, der er taget, i forhold til vores prioritering, siger Meibom.

Jeg føler ikke, vi får meget hjælp fra Badminton Danmark, eller hvem fanden det er, der egentlig burde hjælpe os

Frederik Colberg

Sportschefen slår fast, at han fortsat håber, Colberg og Fladberg kan få en rolle på landsholdstræningen, ligesom at de har været glade for deres sparring op til VM i august. Desuden håber Jens Meibom, at de danske mestre også selv oplever samarbejdet for frugtbart, men den opfattelse deles ikke umiddelbart af 24-årige Frederik Colberg.

- Vi har været nogle arbejdsheste på landsholdstræningen, og det er vi gået ind til med oprejst pande. Jeg synes, det har været en fin sommer med hårdt arbejde. Så vinder vi en turnering i Belgien i sidste måned og får en SMS med ”det var flot og tillykke med det”. Det er egentlig, hvad vi har fået ud af det. Og så føler jeg lidt, vi får kastet det her i hovedet.

Gør det noget ved den rolle, I ser jeg selv i på landsholdstræningen?

- Vi så os selv som nederst i hierarkiet. Nu tror jeg slet ikke, vi er med i noget som helst. Vi må hjem og have en snak med dem, vi nu holder af og har kær, og så ser vi, hvad der sker. Jeg føler ikke, vi får meget hjælp fra Badminton Danmark, eller hvem fanden det er, der egentlig burde hjælpe os, konstaterede en sur Frederik Colberg, men slog samtidig fast, at vreden ikke var rettet imod Niclas Nøhr og Kasper Antonsen, der blot 'indordnede sig efter omstændighederne'.

Uforstående klubtræner hjalp Colberg og Fladberg

Da assisterende landstræner Jakob Høi skulle coache imod Colberg og Fladberg, blev den hurtige løsning få timer før kampstart, at Colberg og Fladberg fik hjælp af sidstnævntes klubtræner i Solrød Strand, Jacob Poulsen.

Han stod dog også meget uforstående over for den beslutning, som de danske landstrænere havde truffet.

- Colberg og Fladberg træner nærmest dagligt under forbundet, så jeg må indrømme, at jeg blev utrolig skuffet, da jeg hørte det. Der er mange ting i den her sag, og der er ikke vundet specielt meget for Niclas Nøhr og Kasper Antonsen, men der er tabt rigtig meget for Colberg og Fladberg. Det synes jeg ikke, der er tænkt ind i den her ligning.

- Jeg kan ikke se, hvordan Colberg og Fladberg skal komme tilbage på landsholdstræningen og kigge landstrænerne i øjnene om en uge, når de lige har coachet imod dem, og det er et bevidst valg, de har truffet. Der må være noget mere bag ved det her, sagde Jacob Poulsen, der var træt af at blive indblandet på grund af Badminton Danmarks valg.

Badminton Danmark vil kigge indad

Flere af de involverede parter var tydeligvis meget uforstående over for beslutningen. Derfor erkender sportschef Jens Meibom også, at Badminton Danmark bliver nødt til at kigge indad efter en episode som denne.

- Det er ikke tilfredsstillende for spillerne, at de får det at vide få timer før, de skal spille. Vi skal kommunikere bedre omkring sådanne situationer, og fremover skal vi i bedre tid kommunikere vores retningslinjer for coaching til spillerne, så de ved, hvad de kan forvente.

- Det er især relevant her ved Denmark Open, hvor der er stor chance for, at danskerne møder hinanden. Det skulle vi have gjort bedre, og det vil jeg bestræbe mig på at vi gør fremadrettet, slutter sportschefen for Badminton Danmark.