Badminton

Dansk OL-satsning taber anden finale på en uge

For anden gang på en uge blev det til finalenederlag mod det kinesiske par Zheng og Huang.

Se finaler fra Hongkong lige nu på TV 2 SPORT

I deres blot fjerde turnering sammen havde Christinna Pedersen og Mathias Christiansen for anden gang i træk spillet sig frem til en stor finale, og ligesom i China Open i sidste uge måtte danskerne nøjes med det næstøverste trin på sejrsskammelen.

Modstanderne var igen Zheng og Huang, og den nye danske OL-satsning måtte se sig besejret med 21-15, 21-13 i Hong Kong Open-finalen.

Pedersen og Christiansen var dog en smule bedre med - i hvert fald i første sæt - end i sidste uges China Open-finale, hvor kineserne vandt med 21-15, 21-11.

I forbindelse med en større rokade tidligere på året blev Christinna Pedersen og Mathias Christiansen parret sammen i mixed double.

Rokaden skete med henblik på OL i 2020, hvor de største medaljekandidater skulle udpeges, og det blev enden på en succesrig årrække for Christinna Pedersen og hendes nu tidligere makker Joachim Fischer.

Men den nye konstellation har imponeret fra start. I deres fire turneringer sammen har de været i semifinalen en gang samt i to finaler.

Desto mere succesrig er den ligeledes nye kinesiske duo og Zheng og Huang, der har spillet tre turneringer sammen og vundet rub og stub.

I kampens indledning var der ingen tegn på, at danskerne skulle bryde deres sejrsrække. Zheng og Huang havde fuldstændig styr på duellerne og bragte sig hurtigt foran med 7-1, før danskerne begyndte at få bedre styr på taktikken mod kineserne.

Pedersen og Christiansen fik næsten lukket hullet før opholdet, hvor Zheng og Huang var foran med 11-8.

Danskerne var med indtil 14-12, men blev der trukket fra, og kineserne vandt sættet med 21-15.

Starten på andet sæt blev stort set en gentagelse af det første, hvor Zheng og Huang hurtigt tilspillede sig en stor føring på 7-2, men danskerne formåede denne gang ikke for alvor at lukke hullet. Zheng og Huang var foran med 11-6 ved opholdet.

Spændingen eller et comeback kom aldrig, og kineserne vandt sættes med 21-13.