Badminton

Danskere fik hjælp af dommer på kritisk tidspunkt i All England-finalen

Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl havde heldet på deres side på sætbolden i All England-finalen.

Yuki Fukushima og Sayaka Hirota følte sig uretfærdig behandlet, da de tabte første sæt i damedoublefinalen ved All England.

Det japanske par mente, at dommeren, Paul Buffham, havde foræret sættet til Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl.

For ved stillingen 20-19 til danskerne smashede japanerne bolden ud. Hirota og Fukushima mente dog, at bolden snittede Juhl, inden den røg ud over baglinjen.

Dommeren så det ikke og valgte i stedet at give pointet og sættet til danskerne. Da det ikke var muligt for japanerne at tage en challenge på sådan en situation, brokkede de sig til dommeren. Men han kunne ikke omstøde kendelsen. Dermed måtte de slukøret gå ud til deres ting i opholdet mellem de to sæt, selvom tv-billederne viste, at de havde ret.

Kamilla Rytter Juhl var efter kampen selv i tvivl, om hun havde ramt den.

- Jeg føler faktisk ikke, at jeg rørte den. Men jeg ved ikke, hvad tv-billederne siger. Hvis den ramte mig, så var det på mit tøj.

- Så jeg havde faktisk ikke engang dårlig samvittighed, da jeg gik ud efter tasken og hen på den anden side, for jeg følte, at vi havde vundet på reel vis, siger hun til TV 2 SPORT.

Rytter Juhl fortæller, at hun ikke var klar over, om hun ramte bolden på sætbolden. Video: Jacob Nordestgaard Lage

Forkert dommerkendelse i kvartfinalen

Få dage forinden havde den danske damedouble selv været igennem i en lignende situation. I fredagens kvartfinale sendte danskernes modstander et smash afsted, som blev dømt inde. Pedersen ville ligesom japanerne i finalen gerne tage en challenge på situationen, men dommeren mente, at hun havde ramt bolden, inden den røg ud.

TV-billederne viste, at hun ikke gjorde, men der var intet at gøre. Danskerne endte med at vinde kampen i tre sæt, men den danske cheflandstræner, Kenneth Jonassen, undrede sig over, at dommeren tog beslutningen, når han ikke var helt sikker.

- Jeg synes, det er ærgerligt, at dommeren får den indflydelse og vurderer, at bolden er blevet ramt af Christinna. Hvis man siger det, skal man være 100 procent sikker. Det er uheldigt som dommer at bringe sig selv i sådan en situation, der har så stor betydning for sættet, sagde han.

Danskerne havde heldigvis heldet med sig i finalen, som de vandt 21-18, 21-19. 

Det er parrets første All England-titel og Danmarks første i damedouble siden 1967, hvor Ulla Strand sammen med hollandske Imre Rietveld vandt den traditionsrige turnering.