Badminton

Glædestårer af guld: Jeg er meget, meget rørt

Det var en stor forløsning for den danske damedouble endelig at vinde guld i All England.

Der var glædestårer og store kram, efter den danske damedouble med Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl vandt en neglebidder af en finale ved All England med 21-19 og 21-18 over japanske Fukushima og Hirota.

- Jeg kan ikke beskrive, hvor godt det føles at stå på den øverste skammel. Tak til alle, siger en lykkelig Kamilla Rytter Juhl efter triumfen.

Hendes makker, Christinna Pedersen, skyndte sig ud til sin familie, og så begyndte glædestårerne at løbe, og forløsningen var tydelig.

- Billederne inde på banen viste det ret godt, siger Christinna Pedersen til TV 2 SPORT.

- Vi havde svært ved at forstå, at vi var i finalen, så har jeg eddermanme svært ved at forstå, at det her er vores. Det er den vildeste badmintonoplevelse. Jeg er meget, meget rørt over det her.

Det er svært at forstå, hvad de lige har opnået, lyder det fra doublen. Video: Jacob Nordestgaard Lage

Endelig havde de held med at vinde en finale af så stor betydning efter sølv ved OL og VM. Og det kom på baggrund af en optakt, hvor Rytter Juhl havde døjet med sygdom.

- Det har været en hård uge, men hvem er ikke klar til en finale i All England? spørger Christinna Pedersen retorisk.

Et dramatisk første sæt endte med dansk sejr på 21-19, og det gav dem god moral ind til andet sæt. Og det fik de brug for. Andet sæt begyndte nemlig lige så tæt, som første sæt sluttede. Og det blev det ved med at være.

- Uden hjælp fra Kenneth (landstræneren, red.) og alle andre havde vi ikke vundet. Vi ville ikke have haft den rette taktik uden ham.

Lange og udmarvende dueller blev overskriften for afslutningen på sættet, og her var danskerne stærkest. Derfor endte det med guld til den danske damedouble.