Badminton

Axelsen er klar til EM-semifinalen

Den danske verdensstjerne Viktor Axelsen spillede sig i dag sikkert videre til semifinalen ved EM i Spanien.

Viktor Axelsen er videre til semifinalen ved EM i badminton, efter han besejrede sin unge landsmand Rasmus Gemke. Axelsen vandt 2-0 i sæt. I semifinalen møder han franske Brice Leverdez.

Det var et meget kontrolleret først sæt fra Viktor Axelsen, der sikkert vandt sættet med 21-11.

21-årige Rasmus Gemke gjorde hvad han kunne for at udfordre Axelsen i andet sæt. Og han fulgte godt med verdensetteren i starten.

I andet sæt stod den 10-10, men så fandt Axelsen noget af sit gamle spil frem, og her kunne det ses, at der var forskel på verdensranglistens nummer et og verdensranglisten nummer 32.

Axelsen kom foran 15-10 i andet sæt, og her virkede det til, at Axelsen fik mere ro på. Men Gemke fightede sig tilbage til stillingen 15-15, og der var igen kamp om andet sæt.

Desværre for Rasmus Gemke var det ikke nok, og Viktor Axelsen spillede mere aggressivt og vandt sættet med 21-16

Dermed er Viktor Axelsen klar til semifinalen ved EM, som han kun har vundet en enkelt gang tidligere.

Semifinalen mellem Viktor Axelsen og franske Brice Leverdez spilles i morgen, og vi sender semifinalerne på TV 2 SPORT fra kl. 13:55.