Badminton

Dansk storsejr i VM-åbningskamp – Axelsen med personlig rekord

Danmark havde som ventet let ved at banke Algeriet i den første kamp ved Thomas Cup, der er VM for hold.

De regerende danske verdensmestre fik en overkommelig start på titelforsvaret ved Thomas Cup – mildest talt.

Danmark udraderede Algeriet i en sådan grad, at der aldrig var tvivl om udfaldet. 5-0 vandt Danmark i en holdkamp, hvor Viktor Axelsen satte personlig VM-rekord i at vinde hurtigt.

Den individuelle verdensmester brugte kun 16 minutter på at besejre verdensranglistens nummer 341, Youcef Sabri Medel, med 21-4, 21-8.

- Jeg fik det ud af det, at jeg kom på banen og prøvede at mærke vinden under turneringen her. Det var meget rart med et par minutter på banen, siger Viktor Axelsen til TV 2 SPORT og ser allerede frem mod de næste kampe, hvor Danmark møder Rusland og Malaysia.

- I morgen starter det for alvor. Malkov spiller ganske okay, men hvis jeg spiller godt, burde det se fint nok ud. Lee Chong Wei er den største kamp i gruppen, som jeg ser meget frem mod.

Faktisk fik Viktor Axelsen så lidt modstand i åbningskampen, at han jokede med, at TV 2-kommentator Dennis Bostrup kunne besejre algerieren i to sæt.

- Det er lidt svært at måle sig mod en modstander som i dag. Med al respekt for ham, så er der lidt vej op til de allerbedste og et niveau som Lee Chong Wei. Det kræver, jeg kommer ind i morgen og får spillet lidt dueller.

I mandagens sejr var Viktor Axelsen to minutter hurtigere end sin tidligere rekord i VM-sammenhæng. I sin debut ved Thomas Cup bruge Axelsen 18 minutter på at vinde sin første kamp.

Samlet set var det den hurtigste kamp i herrernes turnering, og den næsthurtigste kamp i både Thomas- og Uber Cup. 102 minutter brugte Danmark på at vinde åbningskampen. Kun Korea-Mauritius i Danmarks Uber Cup-gruppe er spillet hurtigere - her vandt Korea på 96 minutter.

Fem sikre sejre

De øvrige kampe endte også med suveræne sejre til danskerne:

Anders Antonsen – Mohamed Abderrahime Belarbi: 21-5, 21-9

Jan Ø. Jørgensen – Adel Hamek: 21-7, 21-10

Mathias Boe/Mathias Christiansen – Koceila Mammeri/Youcef Sabri Medel: 21-6, 21-11

Mads Conrad/Mads Kolding – Mohamed Abderrahime Belarbi/Adel Hamek: 21-3, 21-5

Thomas- og Uber Cup spilles i Bangkok. Turneringerne vises direkte på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.