Badminton

Danmark spiller sig knusende sikkert i VM-semifinalen

Danmark skulle kun bruge tre kampe på at besejre Sydkorea i kvartfinalen ved Thomas Cup.

Se Danmarks Thomas Cup-semifinale på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fredag fra klokken 13.

Hans-Kristian Solberg Vittinghus sendte Danmark i semifinalen ved Thomas Cup - VM for hold.

I kvartfinalen vandt han sammen med landsholdet overbevisende med 3-0 over Sydkorea. Da der spilles bedst ud af fem kampe, nåede hverken andendoublen eller tredjesinglen at komme i aktion.

Dermed er de danske badmintonherrer et skridt tættere på at forsvare titlen i Thomas Cup. Som de i 2016 vandt som den første europæiske nation i historien.

I fredagens semifinale klokken 13 venter Japan, der slog Frankrig. I den anden semifinale skal Kina møde enten Indonesien eller Malaysia.

Axelsen vinder og sender Danmark på 1-0. Video: TV 2 SPORT

Sådan forløb kampen:

1. kamp: Viktor Axelsen vs Son Wan Ho 21-14, 14-21, 22-20

2. kamp: Mads Conrad-Petersen/Mads Pieler Kolding vs Chung Eui Seok/Kim Dukyoung 21-11, 21-19

3. kamp: Hans-Kristian Solberg Vittinghus vs Lee Dong Keun 21-8, 15-21, 21-17

Viktor Axelsen var første mand i aktion for Danmark. Den forsvarende verdensmester måtte ud i tre sæt og en yderst nervepirrende afslutning, før det lykkedes at vinde over Sydkoreas Son Wan Ho med 21-14, 14-21, 22-20.

I anden kamp var doublen med Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding oppe mod Sydkoreas Chung Eui Seok og Kim Dukyoung. Den danske duo vandt i to sæt med 21-11, 21-19 og udbyggede den samlede føring til 2-0.

Conrad og Kolding vinder solid sejr og sender Danmark på 2-0

Hans-Kristian Vittinghus skulle så i ilden i herresingle mod Lee Dong Keun, og danskeren spadserede sig igennem første sæt, som blev vundet overlegent med 21-8.

Danskeren fik dog anderledes modstand i andet sæt, som Vittinghus tabte 15-21.

Dermed skulle der et tredje og afgørende sæt til, og her svigtede Hans-Kristian Vittinghus ikke. Han vandt 21-17.

Mathias Boe og Mathias Christiansen skulle have mødt Choi Solgyu og Kim Won Ho i herredouble, mens Jan Ø. Jørgensen skulle have spillet sidste kamp mod Heo Kwang Hee.