Badminton

Dansk VM-helt var 'helt til hundene': - Han er en kriger

Jan Ø. Jørgensen sikrede Danmark sejren i gruppefinalen mod Malaysia, men blev skidt tilpas efter kampen.

Se Thomas Cup-kvartfinalen mellem Danmark og Sydkorea fra kl. 14 på TV 2 SPORT.

Det blev lidt af en gyser, da de danske herrer var oppe imod Malaysia ved VM for hold. Viktor Axelsen lagde ud med et nederlag i to sæt, og så måtte Danmark helt ud i en femte kamp.

Her blev Jan Ø. Jørgensen den helt store danske helt, da han slog Iskandar Zulkarnain i tre sæt, men det var bestemt ikke uden omkostninger.

- Han er jo tæt på at kollapse lige nu. Han har givet sig 110 procent, og det er rigtig, rigtig fugtigt herinde, så han har svedt og kæmpet med sig selv. Det var en udmattende og meget intens kamp, så lige nu er han helt til hundene, men han er en kriger, sagde landstræner Kenneth Jonassen til TV 2 SPORT efter kampen. 

Bag ham flokkedes det danske landsholds stab om en lidende Jan Ø., der blev så sløj efter sin sejr, at han kastede op.

- Jeg fik det bare skidt. Der er brugt rigtig meget energi på det her, og jeg har ikke været herude i lang tid. Det kræver rigtig mange ressourcer, og det ramte mig bare her bagefter, forklarede han selv til TV 2 SPORT kort efter. 

Danmark slår Malaysia med 3-2 i kampe ved VM for hold, fordi Jan Ø. Jørgensen vandt den sidste kamp Video: TV 2 SPORT

Det til trods havde Jan Ø. Jørgensen overskud til at glæde sig over resultatet, der betyder, at Danmark undgår forhåndsfavoritterne Kina og Indonesien i kvartfinalen.

- Der var rigtig meget at kæmpe med, og det var tydeligt for folk at se, at jeg ikke havde nogen god fornemmelse fra start. Det var lidt svært at styre derinde. Jeg lavede rigtig mange fejl i starten, men jeg fik arbejdet mig ind i det, og jeg er ekstremt glad for at stå her bagefter og have vundet den afgørende.

- Exceptionelt vigtigt for Jan at gå all in

Også landstræneren glædede sig over Jan Ø's præstation. 

- Det var en flot, flot sejr. Lige nu bliver han kølet ned og skal have noget indenbords, og så er jeg sikker på, at han er glad og tilfreds, lød det fra Kenneth Jonassen, inden han løftede lidt af sløret for danskernes game plan.

- Vi havde snakket om inden kampen, at det var exceptionelt vigtigt for Jan at gå all in - ligegyldigt hvad stillingen havde været. Når det så står 2-2, går man nok en smule mere ind i det. Han havde brug for at få testet sig selv for at se, hvor han stod, og han gik hele vejen.

Det er på ingen måde tilfældigt, at Jan Ø. Jørgensen skubber til sine grænser under netop VM for hold.

- Det her er det største for mig i år. Jeg kommer ikke til VM, All England er forbi, og det er ikke engang sikkert, at jeg kommer med til Denmark Open. Det her er min turnering, og jeg tror, det var tydeligt at se, at jeg vil gøre alt for, at vi kommer rigtig langt, fastlog den 30-årige landsholdsspiller onsdag. 

Selvom, der var problemer med helbreddet i minutterne efter sejren, står han til rådighed i kvartfinalen.

- Hvis Kenneth kalder, er jeg klar.

Danmark møder Sydkorea i kvartfinalen. Se kampen på TV 2 SPORT fra kl. 14.00.