Badminton

Landstræner: Uber Cup-indsats lover godt for fremtiden

Mia Blichfeldt leverede torsdag en flot præstation ved Uber Cup, der er VM for hold. Andy Buchanan / Scanpix Denmark

Det endte med nederlag til Kina i Uber Cup-kvartfinalen for badmintonkvinderne, men indsatsen blev godkendt.

De danske badmintonkvinder blev slået ud i kvartfinalen for sjette år i træk ved årets Uber Cup, som er VM for hold.

Torsdag blev Danmark slået ud af stormagten Kina, som vandt 3-1 i kampe.

Kim Nielsen, der er assisterende landstræner og Uber Cup-ansvarlig, ser tilbage på et godt dansk mesterskab, som levede op til målsætningen. 

- Jeg vil sætte et flueben ud fra, at det har været et godkendt Uber Cup. Vi har fået set, både på godt og ondt, hvad vi skal hjem og arbejde med, hvad vi skal arbejde med mentalt, og hvilke forhold vi har det svært under. 

- Vi vandt over Rusland, og vi fik en rigtig flot skalp mod Sydkorea og Kina, og det viser, at vi er på rette vej, siger Kim Nielsen i en pressemeddelelse.

Danmark slog russerne i åbningskampen i det indledende gruppespil, mens holdet også var tæt på at besejre Sydkorea med to sejre i fem kampe. 

Torsdag vandt Mia Blichfeldt over en kineser, der blev olympisk mester i 2012.

- Det er et ungt hold, så der er basis for, at mange af de her spillere kan være med i nogle år og få masser af erfaring. 

- Så jeg ser positivt på fremtiden og håber, at vi kan slås med om medaljer inden for en kort årrække, siger Kim Nielsen.

Danmark var uden Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen grundet private årsager.

Danmarks bedste resultat ved Uber Cup er en andenplads. Det har damelandsholdet opnået tre gange - i 1957, 1960 og 2000.