Badminton

Danmark byder på VM for hold: - Vi har gode muligheder

Til august bliver det afgjort, om Danmark for første gang nogensinde kan få lov til at afholde Thomas og Uber Cup.

Billederne af Viktor Axelsen, Mathias Boe og Hans-Kristian Vittinghus, der sammen med resten af det danske landshold fejrer VM-titlen tilbage i 2016, er allerede blevet ikoniske.

Nu kan et nyt kapitel blive skrevet i dansk badmintonhistorie.

Det vil være stort for dansk badminton at blive vært

Bo Jensen, direktør i Badminton Danmark

Når Thomas og Uber Cup - også kendt som VM for hold - afholdes i 2020, kan det blive i Danmark. Badminton Danmarks direktør, Bo Jensen, fortæller, at der vil blive sendt et bud af sted efter sommerferien.

- Vi betragter os selv som en seriøs kandidat med gode muligheder, siger han til TV 2 SPORT.

Uvished om værtsby

Allerede nu er Badminton Danmark gået i såkaldte realitetsforhandlinger med det internationale badmintonforbund, BWF, hvor der skal snakkes om økonomien. I august vil BWF beslutte, hvor Thomas og Uber Cup skal afholdes.

Det er ikke sket før, at turneringerne har været afholdt i Danmark. Kun én gang tidligere er Thomas Cup blevet afholdt i Europa. Det var i England i 1982. Men Europa har ikke haft fornøjelsen af både Thomas og Uber Cup, som det kendes i dag.

- Det vil være stort for dansk badminton at blive vært. For alle dem, som interesserer sig for badminton, vil det være en enestående oplevelse, fordi hold-VM er noget specielt. Det giver alle en mulighed for at se nogle verdensklassespillere, og det skaber en helt unik stemning, fortæller Badminton Danmarks direktør.

Forbundet er gået i gang med at finde ud af, hvilken dansk by der skal være værtsby. Det bliver dog ikke København, da det vil karambolere med EM i fodbold i 2020, hvor hovedstaden skal være medvært.

Individuelt VM er en mulighed

VM for hold er ikke den eneste store badmintonturnering, der kan være på vej til Danmark.

Det individuelle VM kan inden for fem år også blive afholdt i landet. Det fortalte Bo Jensen i maj.

- Nu søger vi i første omgang om VM i 2022, men vi ser det her som en del af en sammenhængende plan, hvor vi samtidig også søger om nogle andre internationale mesterskaber, men det er lidt længere ud i fremtiden, sagde Bo Jensen.

En del af den sammenhængende plan omfatter også master-VM, som er verdensmesterskaberne for spillere over 35 år.

Danmark har tidligere afholdt det individuelle VM i 1983, 1991, 1999 og 2014.

I år afholdes det i Kina fra den 30. juli til den 5. august.