Badminton

Antonsen og Vittinghus sender prominente navne ud

Anders Antonsen slog Kenta Nishimoto fra Japan i to sæt, mens Hans-Kristian Vittinghus' modstander trak sig midt i første sæt.

De to herresingler Anders Antonsen og Hans-Kristian Vittinghus er begge videre i Indonesia Open.

Vittinghus vandt efter blot seks minutters spil, da hans modstander, verdensranglistens nummer to, Son Wan Ho, måtte trække sig. Der var stillingen 11-6 til Vittinghus.

Antonsen måtte i modsætning til sin landsmand spille en hel kamp, før han sikrede sig avancement til anden runde i Indonesien.

Danskeren vandt første sæt med 21-14, efter han havde været bagud med 10-13. Herefter måtte han dog ud i et tæt andet sæt mod verdens nummer 12, Kenta Nishimoto fra Japan, hvor de to spillere skiftedes til at kunne afgøre sættet. Antonsen havde succes med det på sin fjerde matchbold og vandt sættet 25-23.

Også Line Højmark Kjærsfeldt er videre til anden runde, efter hun slog Valshnavi Reddy Jakka fra Indien med 21-12, 21-10.

Indonesia Open er et af årets helt store højdepunkter for verdens bedste badmintonspillere med sin status som Super 1000-turnering - en af de tre største i kalenderåret foruden sæsonfinalerne.

Senere onsdag spiller flere danskere. Blandt andet damedoublen med Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl, ligesom herredoublen med Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding også skal i kamp.

Tirsdag spillede både Viktor Axelsen, herredoublen med Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen og mixeddoublen med Christinna Pedersen og Mathias Christiansen sig videre til anden runde i turneringen.