Badminton

Stor dommerfejl giver dansk point: - Det er bekymrende

Den danske double med Kim Astrup og Anders Skaarup røg torsdag ud af Indonesia Open, selvom de fik hjælp af kampens argentinske dommer.

Resultatet og en dansk afklapsning kunne der ikke pilles ved, da Kim Astrup og Anders Skaarup blev sendt ud af Super 1000-turneringen Indonesia Open, der rangerer som en af de tre største på World Touren. Danskerne tabte med 14-21, 12-21 til indoneserne Angriawan og Hardianto.

Undervejs i den store ydmygelse fik de endda gevaldig hjælp af kampens argentinske dommer, Marlon Lopez. Da danskerne var bagud 2-9 i andet sæt, tog han tilsyneladende en voldsom blunder efter et indonesisk slag.

Bolden dumpede ned foran Kim Astrup, der kastede sig frem. Han nåede dog ikke bolden, inden den ramte jorden og hoppede op i luften. Astrup slog bolden tilbage, og da indoneserne var stoppet op, endte det kort efter med et dansk point.

Imens prøvede Angriawan og Hardianto at signalere til kampens dommer, at bolden havde ramt gulvet, og det dermed var indonesernes point - men forgæves:

- Når bolden på den måde rammer jorden og laver et hop, inden Kim Astrup slår til den, så skal dommeren selvfølgelig se det. Det er bekymrende, at vi stadig har dommere siddende ved de største turneringer, der ikke ser den slags, når det er det eneste, de skal holde øje med.

- Vi har desværre oplevet det før ved andre store turneringer. Jeg kan kun slå endnu et slag for, at vi bruger det som en mulighed for at udvikle og uddanne dommerne, så deres niveau matcher spillernes. Jeg tvivler på, en dommer fra Argentina har den helt store erfaring ved så stor en turnering, siger TV 2 SPORTs badmintonekspert Jim Laugesen.

Et af de værste eksempler opstod i finalen ved Thailand Open for et år siden, hvor Jim Laugesen kaldte det en fadæse, da dommeren lavede en kampafgørende fejl. Her blev turnerings overdommer også kaldt på banen.

Sapsiree Taerattanachai fra Thailand kastede sig ned og sendte bolden retur, selvom den tydeligt havde ramt gulvet. Dommeren opdagede det dog ikke, og så vandt thailænderne duellen. Video: TV 2 SPORT

Så kan man selvfølgelig også diskutere, om Kim Astrup ikke selv bør sige til dommeren, at han har lavet en fejl, som Viktor Axelsen gjorde det i sæsonfinalen tilbage i december. Men her er Jim Laugesen klar i mælet:

- Selvfølgelig ved Kim godt selv, at bolden har været i jorden, men på det her niveau spiller de videre, til dommeren stopper spillet. Så der er ikke noget at bebrejde danskerne for, for alle havde gjort det samme. Vi har set mange gange før, at asiaterne heller ikke forærer noget den anden vej.

Du kan følge Indonesia Open direkte på TV 2 SPORT frem til finalerne på søndag.