Badminton

Trods storsejr føler Axelsen sig ikke i topform endnu

Viktor Axelsen nærmer sig 110 procent, men han føler ikke selv, han er er der endnu.

Viktor Axelsen forbedrede sit bedste resultat nogensinde i Indonesia Open, da han fredag spillede sig i semifinalen i Super 1000-turneringen.

I kvartfinalen besejrede han uden de store problemer Kanta Tsuneyama med 21-11, 21-10.

- Det, der gjorde forskellen, var, at jeg formåede at styre begge sider fornuftigt. Specielt spillet ved bagbanen synes jeg, at jeg fik en del muligheder. Og jeg udnyttede dem også, siger Viktor Axelsen til TV 2 SPORT.

I kampen mod Tsuneyama følte han, at han viste momenter af sit topniveau. Optakten til Malaysia Open i sidste uge og Indonesia Open i denne uge har ifølge ham selv været ringe, og derfor kan der bygges mere på.

- Jeg synes, at i dag (fredag, red.) er den dag, jeg har haft det klart bedst i de sidste par uger. Jeg har spillet bedre dag for dag, og jeg føler, jeg er et godt sted lige nu. Men jeg er ikke på 110 procent endnu. Det når jeg forhåbentlig at komme endnu tættere på inden VM (i august, red.), siger han.

Det er nok det fedeste sted overhovedet at spille badminton

Viktor Axelsen

En sejr vil være noget specielt

Den danske verdensetter har ikke nogen god historik i turneringen. Før i år havde han kun én gang spillet sig videre til anden runde.

Da turneringen rangerer som en af de største, vil det betyde meget for ham, hvis han kan gå hele vejen og vinde. Noget som kun én europæer har formået at gøre. Jan Ø. Jørgensen i 2014.

- Det er nok det fedeste sted overhovedet at spille badminton. Hver kamp er fed. Hvis man kan få lov til at vinde her, vil det være noget specielt. Jeg tør ikke tænke på det endnu. Der skal fortsat spilles en masse badminton, fortæller Axelsen.

Hvis han skal vinde turneringen, kræver det i første omgang en sejr i semifinalen over Shi Yuqi. Axelsen slog ham i semifinalen ved sæsonfinalerne sidste år, men kineseren har siden da vundet All England.

- Jeg forventer, det bliver en svær kamp. Han har spillet godt og viste til Thomas Cup og All England, at han har hævet sit niveau. Så det bliver en svær kamp, hvor jeg skal spille på mit højeste niveau, hvis jeg skal vinde. Men jeg går selvfølgelig ind og tror på mig selv. 

Se semifinalerne ved Indonesia Open fra lørdag klokken 7 på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY. Viktor Axelsen spiller cirka klokken 14.