Badminton

Dansker har stor rolle i Marins jagt på tredje VM-guld

Anders Thomsen skal sammen med resten af Carolina Marins trænerhold lægge vindertaktikken til VM-finalen.

Se Carolina Marins VM-finale cirka klokken 9 på TV 2.

Selvom ingen danske spillere er med på finaledagen ved VM i badminton, har en dansker en stor rolle at spille forud for damesinglefinalen.

Anders Thomsen er en del af trænerholdet, der står bag den olympiske mester Carolina Marin. Sammen med Fernando Rivas har han været med til at gøre Marin til en af verdens bedste spillere.

Søndag skal trænerne forsøge at lægge taktikken til spanieren, så hun kan slå indiske Pusarla V. Sindhu i finalen. Med en sejr vil Marin være verdensmester for tredje gang på fem år. En imponerende bedrift i en sport, som domineres af de asiatiske lande.

Den titel vil lune godt hos hende og resten af trænerholdet, da det har været småt med trofæerne, siden hun vandt OL i 2016. Dengang var det også Sindhu, hun stod over for i finalen.

- En tredje titel vil betyde rigtigt meget. Det er derfor, vi tager på arbejde hver dag og elsker det, vi laver. Det er for de store titler. Der har været lidt lavvande på de store titler det sidste halvandet års tid, så det vil betyde rigtig meget, siger han til TV 2 SPORT.

Udnytter sin gode fysik

Siden OL-triumfen for to år siden har Anders Thomsen sammen med resten af trænerholdet forsøgt at justere på de ting, der kunne forbedres. Men selvom Marin har vist storform ved det nuværende VM, betyder det ikke, at der ikke fortsat bliver arbejdet.

I semifinalen mod He Bingjiao blev der løbende justeret taktiske ting.

- Der er en helt masse ting, vi har snakket om. Både taktisk, men også mentalt, som vi arbejder rigtig meget med. Det er ikke nogen hemmelighed, at Carolina ikke har haft det bedste halvandet års tid, så der er en helt masse ting, hun ikke har gjort super godt, som vi forsøger at forbedre. Det er nogle af de ting, vi forsøger at ændre i løbet af kampen. 

Anders er meget vigtig for mig

Carolina Marin, dobbelt verdensmester og olympisk mester

En af ændringerne kom til udtryk i slutningen af semifinalen. Marin viste prøver på sin misundelsesværdige fysik, som har været grobunden for hendes titler.

Mens He Bingjiao virkede træt, skyndte Marin sig efter hver vunden duel at samle bolden op og stille sig klar til at serve, så hendes modstander ikke kunne nå at få en pause.

- Det er en af de ting, hvor vi tænker, hvis hun har den bedste fysisk, så gælder det også om for os, at der ikke er så meget tid mellem duellerne, forklarer den danske træner.

Marin fortalte selv efter sin semifinalesejr, at Anders Thomsen sammen med resten af hendes hold betyder meget for hende.

- Anders er meget vigtig for mig. Han er en personerne på mit hold, og hele holdet er vigtig for mig. De giver mig en masse selvtillid, så jeg kan levere mit bedste spil her ved VM. Det er jeg glad for, fortalte spanieren, som helst ikke vil tænke alt for meget på endnu en verdensmestertitel.

- Jeg foretrækker først at tænke på det, når jeg vinder i morgen. Jeg skal lære af nogle ting fra i dag (lørdag, red.) og bevare mit fokus på i morgen (søndag, red.). Det bliver hårdt. Jeg vil gøre mit bedste og forsøge at vinde. 

Hele programmet for finaledagen kan ses her.