Badminton

Dansk singlespiller bør få ultimatum, mener Morten Frost

Line Kjærsfeldt har to gange i karrieren vundet DM. Henning Bagger / Scanpix Denmark

Morten Frost mener, at Line Kjærsfeldt skal vælge, om hun vil spille single uden for landsholdet eller double på landsholdet.

En EM-bronzemedalje og en kvartfinaleplads i Swiss Open.

Det er de største individuelle højdepunkter i år for den danske badmintonspiller Line Kjærsfeldt.

Ellers er der efterhånden langt imellem resultaterne for den 24-årige damesinglespiller. Alligevel har hun stædigt holdt fast i at blive ved med at spille single. 

Det er der ikke plads til på landsholdstræningen, mener den firedobbelte All England-vinder samt tidligere sportschef i Badminton Danmark, Morten Frost.

Han kender Kjærsfeldt fra deres tid i Aarhus Badmintonklub og mener, hun har større potentiale i andre kategorier.

- Jeg har altid set hende som en god double- og mixed-spiller. Hun har så hele tiden haft lysten til single, og jeg synes, det er fint, hun har forfulgt drømmen om singlen. Men man må så sige, hun er gået lidt i stampe. Der kommer ikke mere udvikling, og det har der ikke været i nogle år på hendes damesingle, fortæller han i TV 2 Badmintons podcast.

Line Kjærsfeldt ligger nummer 25 på verdensranglisten og hendes højeste placering er en 20.-plads i 2016. 

Der skal skaffes medaljer

Til de seneste to DM har hun ikke kunne slå den senere vinder Mette Poulsen, som ellers er smidt af landsholdstræningen. Poulsen havde fået valget mellem at satse på double eller forlade landsholdet.

Et lignende dilemma burde Line Kjærsfeldt ifølge Morten Frost også have været sat i.

- Jeg mener, at man som landstræner har et ansvar for at prøve at sætte folk de rigtige steder, for at vi kan vinde medaljer.

Jeg vil tro, at hendes største mulighed vil være i mixed double

Jim Laugesen, TV 2 SPORTs badmintonekspert

- Jeg ville nok have taget den her beslutning for et par år siden med Line og have sagt til hende: "Hør her, jeg tror dit potentiale er væsentlig større i de to andre rækker, og vi ser dig gerne derovre. Hvis du fortsat vil køre din single, må du gerne det. Det skal bare ikke være hos os," fortæller Morten Frost, som også ville have gjort det nu, hvis han stod i situationen som dansk landstræner.

Den holdning bakkes op af TV 2 SPORTs badmintonekspert Jim Laugesen.

- Det går ud på at vinde medaljer. Hvis jeg tror på, hun kan vinde medaljer i en anden kategori, skal hun have det at vide. Den er ikke længere. Team Danmark sidder ikke bare og smider penge ud, fordi det er hyggeligt.

Kan udnytte forcer i mixed double

Line Kjærsfeldt prøvede kræfter med damedouble tilbage i 2015 under Sudirman Cup, VM for blandede hold. I kvartfinalen mod Japan blev hun sat sammen med Sara Thygesen, hvor de spillede lige op med Misaki Matsutomo og Ayaka Takahashi, som den seneste håndfuld år konstant har været blandt blandt verdens bedste damedoublepar.

Hvis det skal kunne lade sig gøre at være med i verdenstoppen i den kategori, kræver det ifølge Jim Laugesen, at Kjærsfeldt får bygget mere fysik på.

- Ved Sudirman fik hun i hvert fald vist, at hun kan det. Med hendes statur, hvis der kom flere muskler på, kunne hun godt være okay i en damedouble, siger Laugesen, som har mere fidus til hende i en anden kategori.

- Jeg vil tro, at hendes største mulighed vil være i mixed double. Fordi hun qua sin singletræning virkelig vil kunne bevæge sig godt rundt på banen. Og sammen med en kvalitetsmakker med hurtighed, som vi ser udvikle sig i international badminton, vil det hjælpe hende rigtig meget. Jeg har svært ved at se det i damedouble, fordi der skal en god makker til.

Badminton Danmark har tidligere forsøgt med Line Kjærsfeldt i mixed double, mens hun spillede single samtidig. Senest for et år siden da hun efter VM blev sat sammen med Anders Skaarup. Efter få måneder sammen uden den store succes blev OL-satsningen splittet op.

Line Kjærsfeldt har fortsat tro på, hun kan levere i singlerækken. Det gav hun udtryk for til TV 2 SPORT, da hun efter sit nederlag i anden runde ved VM blev spurgt, om det var det sidste VM med fuld fokus på single.

- Det håber jeg ikke. Jeg har trænet virkelig godt, og det er også det, der er så ærgerligt, at jeg ikke får den her sejr. Jeg håber da, at jeg fortsat skal spille single, fordi det går rigtig godt.

Du finder TV 2 Badminton-podcasten i iTunes og på SoundCloud.