Badminton

Tre danske finaler sikret i spansk turnering

Mia Blichfeldt, Rasmus Gemke og mixed doublen med Niclas Nøhr og Sara Thygesen er klar til finalen i Spain Masters.

Se alle finalerne på TV 2 PLAY

Super 300-turneringen Spain Masters, som spilles i Barcelona, bliver fyldt med dansk deltagelse, når der søndag spilles finaler.

Således er der dansk islæt i tre af de fem finaler.

Mixed doublen Niclas Nøhr og Sara Thygesen strøg i finalen efter en sejr i to sæt over Jie Tang Chen og Wei Yen Pech fra Malaysia. I finalen venter englænderne Marcus Ellis og Lauren Smith.

Rasmus Gemke var oppe i mod engelske Toby Penty i sin semifinale. Selvom danskeren blev udfordret, besejrede Gemke Penty i to sæt 21-19, 21-17. I finalen møder Gemke den topseedede Suppanyu Avihingsanon fra Thailand.

Rasmus Gemke er i finalen i Spain Masters Video: TV 2 SPORT

I damesingle var der garanti for dansk deltagelse i finalen, da Mia Blichfeldt og Line Kjærsfeldt stod på hver sin side af nettet.

Det blev et dramatisk opgør, hvor spillerne måtte ud i tre sæt for at afgøre kampen. Mia Blichfeldt trak det længste strå og vandt 17-21, 21-16, 22-20.

Blichfeldt møder i finalen den useedede japaner Minatsu Mitani.

Damedoublen med Maiken Fruergaard og Sara Thygesen tabte deres semifinale til det topseedede japanske par.

Du kan se finalerne på TV 2 PLAY fra klokken 12.