Badminton

Axelsens overmand var urørlig i finalen

Hjemmepublikummet ved badmintonturneringen Japan Open har allerede haft to sejre at glæde sig over ved søndagens finaler.

Danske Viktor Axelsen blev lørdag sendt ud i semifinalen ved Japan Open, da han tabte til hjemmebanefavoritten Kento Momota.

Søndag var der heller ingen slinger i valsen fra den fremadstormende Momota, der med sætcifrene 21-14, 21-11 sikkert gjorde det af med thailandske Khosit Phetpradab.

Momota vendte først i 2018 tilbage til de største turneringer i verden, efter han i foråret 2016 af det japanske forbund blev udelukket for ulovlig gambling.

Siden er det blevet til flere store sejre, herunder VM-guld, hvilket før Japan Open havde sendt Momota op på fjerdepladsen på verdensranglisten, som føres af Viktor Axelsen.

I den efterfølgende damedoublefinale kunne tilskuerne igen juble, da Yuki Fukushima og Sayaka Hirota vandt over kinesiske Qingchen Chen og Yifan Jia med 21-15, 21-12.

Senere på dagen kan det blive til et japansk hattrick, når damesinglespilleren Nozomi Okuhara møder spanske Carolina Marín.

Ingen danskere nåede frem til søndagens finaler, som kan ses lige nu på TV 2 SPORT.