Badminton

Hollænderes ben var 'ved at gå i stå', da de nærmede sig stor overraskelse

Selena Piek og Cheryl Seinen slog verdens nummer fem, Mayu Matsumoto og Wakana Nagahara, i første runde ved Denmark Open.

Se Denmark Open fra tirsdag til søndag på TV 2 SPORT.

Der lød et decideret jubelskrig onsdag formiddag i Odense Idrætshal.

Skriget kom fra bane to, hvor hollænderne Selena Piek og Cheryl Seinen havde leveret en stor overraskelse i damedoublekategorien. De havde slået et af verdens bedste par i form af Mayu Matsumoto og Wakana Nagahara, som er nummer fem på ranglisten, i to sæt med 21-19, 21-18.

- Det er fantastisk. Vi forventede det slet ikke. Vi blev lidt nervøse til sidst, fordi vi havde så stor en føring, men vi bevarede fatningen, og jeg synes, vi spillede rigtig godt igennem hele kamp. Vi kunne se, de havde problemer, og jeg synes vi udnyttede det godt. Så en stor sejr for os, sagde Piek til TV 2 SPORT.

Det hollandske par var som forventet bagud gennem det meste af første sæt. Men ved stillingen 17-10 til japanerne leverede Piek og Seinen et stort comeback til 19-19, inden de vandt de sidste to point i sættet.

- Det var helt sikkert den største i karrieren. En virkelig stor sejr. Jeg synes, vi spillede godt i sidste uge, og vi kunne tage det med hertil, og jeg håber, vi kan formå det igen i morgen (torsdag, red.).

I andet sæt kunne forskellen på de to pars point have været meget større. Efter stillingen 4-4 udbyggede hollænderne støt sig forspring og havde pludselig otte matchbolde.

Modsat første sæt var det nu japanernes tur til at nærme sig. Piek og Seinen var for alvor ramt af nerver, da modstanderne havde overlevet de første seks matchbolde og skulle til at serve.

- Det er sjovt omkring det mentale aspekt. For vi var stadig foran, men man bliver så nervøs, at man tænker, vi bliver nødt til at komme igennem det på en eller anden måde.

- Jeg tror allerede, de havde erkendt nederlaget, så de spillede bare frit, og vi blev lidt anspændte. Vores ben var ved at gå i stå, men til sidst stod vi i et godt forsvar, og vi var lidt heldige med at få det point. Men overordnet set synes jeg, vi fortjente sejren, sagde Piek. 

I anden runde møder de Ni Ketut Mahadewi Istarani og Rizki Amelia Pradipta fra Indonesien.