Badminton

Deadline overskredet - de næste timer afgør dansk badmintons fremtid

Det danske herrelandshold vandt VM for hold i 2016.

Badminton Danmark og de bedste danske badmintonspillere skal fredag forsøge at finde en løsning på parternes interne konflikt.

Timeglasset rinder snart ud, mens Badminton Danmark og de udelukkede landsholdsspillere i dag skal forsøge at lande en aftale, som begge parter vil acceptere og skrive under på.

Deadlinen var egentlig sat til fredag den 25. januar klokken 10, og dermed er den på nuværende tidspunkt overskredet. TV 2 SPORT erfarer dog, at timeglasset har fået tilsat en smule ekstra sand, efter parterne de seneste dage har ligget i intense forhandlinger for at finde en løsning. Dermed vil forhandlingerne med stor sandsynlighed fortsætte det meste af fredagen, inden Badminton Danmark eller spillerne melder noget officielt ud.

- Vi har ingen kommentarer på nuværende tidspunkt, lyder meldingen fra Badminton Danmarks sportschef, Jens Meibom, da TV 2 SPORT snakker med ham over telefonen fredag morgen. Samme melding kommer fra den modsatte side af bordet, hvor Hans-Kristian Vittinghus som repræsentant for spillerne ikke ønsker at kommentere, hvor parterne står.

'Det kan blive en sort tid for dansk badminton'

Konsekvensen af en manglende aftale vil i første omgang være, at Badminton Danmark skal udtage et vikarlandshold til EM på hjemmebane i midten af februar, mens ingen spillere kommer tilbage på landsholdstræningen før 1. juli 2019. Samtidig vil VM for hold (Sudirman Cup, red.) og individuelt VM ryge i vasken for spillerne. TV 2 SPORTs badmintonekspert Jim Laugesen er ikke i tvivl om, hvad det vil få af betydning.

- De her forhandlinger vil få en afgørende betydning for dansk badmintons fremtid og den struktur, som har skabt medaljer i årtier. De helt store mesterskaber som EM, VM for blandede hold og individuelt VM er på spil, og hvis Danmark ikke bliver repræsenteret her, er det en katastrofe. Det vil blive en sort tid for dansk badminton.

- Lige nu spiller man russisk roulette med vores unge talenter og den næste generations muligheder. Samtidig vil det ramme det klubmiljø, vi kender herhjemme. Der vil ikke blive noget sted at sende de bedste spillere hen, når de skal videre til næste skridt i deres udvikling. Det har været den rolle, elitecenteret altid har haft, siger Jim Laugesen.

De to største knaster i konflikten

I starten af september opsagde Badminton Danmark den tidligere landsholdsaftale, men det lykkedes ikke at lande en ny af slagsen før første deadline i starten af december. Derfor blev spillerne udelukket fra landsholdet med dertilhørende faciliteter som daglig træning, behandling, landstrænere og så videre.

Efter en juleferie uden snakke forsøgte forbundet den 7. januar at droppe de kollektive forhandlinger ved at tilbyde spillerne en individuel aftale. Badminton Danmark ville i stedet lave enslydende individuelle aftaler uden om spillernes repræsentant, DEF-Sport (Danske Elitesportsudøveres Forening, red.), med forhandler Mads Øland i spidsen.

Det forslag blev to dage senere afvist af en samlet spillertrup - med undtagelse af Mia Blichfeldt, og dermed var parterne tilbage ved status quo. Fra 9. januar og frem til fredag den 25. januar har parterne nærmest ikke meldt noget ud til offentligheden omkring selve forhandlingerne. TV 2 SPORT erfarer her, at flere højere instanser har været inde over for at hjælpe parterne til en løsning - herunder Team Danmarks bestyrelse.

Badminton Danmark har i flere omgange meldt ud, hvad dele af aftalen indeholder, og hvad der forhandles om. På nuværende tidspunkt er det dog uklart, hvad der skiller forbundet og spillerne fra at nå i mål.

Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger har to af de helt store knaster i forhandlingerne hidtil været spillernes kommercielle rettigheder og retten til at bestemme, hvilke turneringer spillerne må deltage i.

1: Kommercielle rettigheder

  • Sagen trækker tråde til fodboldkonflikten mellem herrelandsholdet og Dansk Boldspil-Union (DBU). Spillerne har personlige aftaler med eksempelvis Yonex og Forza, mens Badminton Danmark og landsholdet har kontrakt med sportsfirmaet Victor. Badminton Danmark mener, at der i den tidligere aftale var uklarheder omkring de kommercielle forhold, der kunne tolkes forskelligt.
  • Det handler om, hvordan forbundet kan bruge spillerne i reklamesammenhæng med landsholdet (EM, VM og OL), hvad de kan bruge dem til, og hvor mange spillere der skal være på et billede, før det fremstår som et holdbillede og ikke et enkeltstående billede. Sidstnævnte kan, ifølge spillerne, karambolere med spillernes personlige kontrakter, hvis eksempelvis Viktor Axelsen, Jan Ø. Jørgensen eller Christinna Pedersen (alle sponsorerede af Yonex) nogle steder fremstår som sponsoreret af andre firmaer på enkeltstående billeder.
  • Badminton Danmark ønsker her klare aftaler for, hvilke rettigheder de har til at bruge spillerne. Spillerne ønsker ikke at give forbundet for meget indflydelse.
  • Desuden skulle forbundet have fremsat et ønske om at kunne udvælge nogle enkelte individuelle turneringer i Asien, hvor de kunne bruge spillerne i sponsorsammenhænge, fordi badmintonsportens sponsorer primært hentes i Asien, hvor sporten er størst.

2. Retten til at bestemme turneringer:

  • Hvert år sætter spillerne og Badminton Danmark sig ned og planlægger, hvilke turneringer spillerne skal deltage i henover en sæson. Her er der ingen tvivl om, at de bedste spillere selvfølgelig vil spille de største turneringer samt de store mesterskaber, hvilket landsholdsledelsen er enige i.
  • Det store spørgsmål er dog, hvem der skal have det sidste ord i retten til at bestemme turneringsplanen. Med øget økonomi i badmintonsporten generelt er det også blevet mere attraktivt for spillerne at deltage i klubturneringer rundt omkring i verden - primært Asien.
  • Det kan i nogle tilfælde betyde, at de ikke kan træne med på landsholdstræningen i Brøndby som optakt til nogle turneringer. Derfor vil Badminton Danmark have det sidste ord og have lov til at sige til en spiller, at de eksempelvis ikke kan deltage i en klubturnering i Indien, hvis forbundet føler, det kulminerer med deres planer. Det har spillerne tidligere i forhandlingerne ikke villet acceptere.

Viktor Axelsen står udenfor

Om Badminton Danmark og spillerne når i mål, vil tiden vise i løbet af fredag. Én ting er sikkert: Viktor Axelsen er stadig ikke en del af de forhandlinger, som spillerne har med Badminton Danmark. Verdensmesteren fra 2017 har aldrig overdraget sine immaterielle rettigheder til Spillerforeningen, der forhandler på vegne af spillertruppen.

Axelsen har midlertidig fået samme tilbud, som den resterende spillertrup afviste for snart to uger siden. Det ser dog ud til, at herresinglen på ingen måde kommer til at skrive under på det, efter han for to uger siden kaldte Badminton Danmarks forhandlingsmetoder for uhørt og dobbeltmoralske.

Dermed ser Viktor Axelsen fortsat ud til at være en ukendt faktor i hele spillet omkring en ny aftale - uanset om parterne finder en løsning eller ej. Hvis der i løbet af fredagen eller weekenden findes et kompromis og en aftale, tyder meget på, at Axelsen vil få samme aftale tilbudt. Først herefter skal han formentlig tage stilling til, om han vil acceptere aftalen. Gør han ikke det, tyder meget på, han kører videre på egen hånd.

Herredoublespilleren Mathias Boe står desuden i samme situation som Viktor Axelsen, da han heller ikke har overdraget sine immaterielle rettigheder. Boe har dog allerede valgt at flytte karrieren til udlandet, og konsekvenserne synes dermed ikke ligeså store for ham.

Hverken Badminton Danmark eller spillerne ønsker på nuværende tidspunkt at oplyse, hvornår de forventer at melde noget ud.