Badminton

Anders Antonsen stormer i endnu en DM-finale

Anders Antonsen jubler, efter han besejrede verdensranglistens nummer et, japaneren Kento Momota, i slutningen af januar i Indonesia Masters. Fredag spillede aarhusianeren sig i DM-finalen i badminton.

Anders Antonsen kan vinde sin tredje DM-titel i træk i badminton efter semifinalesejr fredag i Aarhus.

Unge Anders Antonsen har godt greb om DM i badminton. 

Fredag spilleden den 21-årige aarhusianer sig i endnu en DM-finale i herresingle, da han besejrede Hans-Kristian Vittinghus i tre sæt. 

Andenseedede Antonsen vandt semifinaleopgøret ved DM i badminton i Aarhus med 17-21, 21-15, 21-10. 

Semifinalen mellem de to spillere var en gentagelse af finalen i fjor, hvor Anders Antonsen genvandt sit DM-guld. 

Den fremadstormende badmintonspiller jagter dermed sin tredje DM-finalesejr i træk, når der spilles finale lørdag.

Her må han tage favoritværdigheden på sin kappe i opgøret mod Steffen Rasmussen. 

Han mødte i den anden semifinale Jan Ø. Jørgensen, der dog måtte trække sig med en skade, da han var bagud 3-15 i første sæt. 

Hans-Kristian Vittinghus vandt ellers første sæt 21-17 og fortsatte også ganske aggressivt i andet sæt, men med en 16-12-føring havde Antonsen kurs mod et tredje sæt, som han også sikrede sig. 

Her var den forsvarende mester ganske suveræn og foran 17-7 lignede det endnu en DM-finale for Anders Antonsen, der vandt tredje sæt 21-10. 

Anders Antonsen nåede karrierens foreløbige højdepunkt, da han i slutningen af januar vandt World Tour-turneringen Indonesia Masters. 

I finalen i Jakarta besejrede danskeren verdensranglistens nummer et, japaneren Kento Momota, i tre sæt. 

Indonesia Masters rangerer som en Super 500-turnering på World Touren, og Anders Antonsen havde ikke tidligere spillet en så stor international finale. 

Hos kvinderne bliver finalen et opgør mellem Mia Blichfeldt og Line Kjærsfeldt, der er seedet henholdsvis som nummer et og to. 

Mia Blichfeldt slog i sin semifinale Line Christophersen 21-16, 21-15, mens Kjærsfeldt spillede sig i finalen med en sejr på 21-17, 21-16 over Michelle Skødstrup. 

I damedouble sendte Alexandra Bøje og Sara Lundgaard de forsvarende mestre ud i semifinalen. Her blev Maiken Fruergaard Sørensen og Sara Thygesen slået 21-16, 21-18. 

Dermed møder Bøje og Lundgaard i finalen Claudia Paredes og Julie Finne-Ipsen. 

Hans-Kristian Vittinghus gik også glip af en finale i mixeddouble, da han sammen med Maiken Fruergaard Sørensen tabte til Mathias Christensen og Christinna Pedersen. 

De møder Mathias Bay-Smidt og Rikke Søby Hansen i finalen. 

I herredouble møder David Daugaard og Frederik Søgaard i finalen Lasse Mølhede og Mathias Bay-Smidt.