Badminton

Boe og Mogensen fik øjnene op for makkerskab, da de smadrede dansk toppar

Mathias Boe og Carsten Mogensens nu tidligere makkerskab bliver rost i store vendinger af tidligere trænere og kollegaer i verdenstoppen.

Se All England på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Et glorværdigt makkerskab i dansk badminton sluttede torsdag aften i Arena Birmingham.

Ganske vist blev det ikke til mere end anden runde ved All England i år for Mathias Boe og Carsten Mogensen, men det ødelægger ikke billedet af, hvor succesfuldt parret har været.

Gennem halvandet årti har de vundet OL- og VM-sølv, to All England-titler, EM-guld og 16 Super Series-titler. Den tidligere landstræner og mangedobbelte All England-vinder Morten Frost er ikke i tvivl om, hvor Boe og Mogensen hører til i historiebøgerne.

- Jeg rangerer dem bestemt blandt de bedste herredoubler, der har været i dansk badminton. Jeg synes, de konstant har været i top tre i verden i rigtig mange år, og de har gjort det godt og vundet mange store turneringer, så de er absolut oppe blandt de bedste, fortæller han til TV 2 SPORT.

Knuste toppar

Allerede inden Boe og Mogensen var blevet sat sammen som doublemakkere, fik de en kraftig indikation af, at der var noget specielt, når de spillede sammen. Under en træning for 15 år siden skulle de spille mod Jens Eriksen og Martin Lundgaard, som på daværende tidspunkt var blandt de bedste i verden.

Carsten Mogensen og Mathias Boe vandt DM-finalen i 2008 over Jens Eriksen og Martin Lundgaard Hansen, men blev alligevel vraget til OL til fordel for det mere erfarne par.

Boe husker det, som om Eriksen og Lundgaard fik en ordentlig 'snitter' på 15-1 i et sæt. Det var dengang, der blev spillet til 15 point i hvert sæt, og hvor man skulle have serven for at score point.

- Der tænkte vi, at det godt kunne blive til noget. Så det var meget sjovt, fortæller Boe.

Der gik ikke lang tid, før den daværende landstræner Steen Pedersen valgte at fjerne Jim Laugesen som makker til Mogensen. Landstræneren var meget imponeret over Mogensens evner med ketcheren trods den unge alder.

Så som makker ønskede Pedersen en styrmand i doublen. Det var her, den tre år ældre Boe kom ind i billedet.

- Vi troede på længere sigt, at det ville blive godt, men vi kunne også se, at det kunne tage noget tid, før det kom på plads, siger Pedersen.

'Kampe, vi aldrig glemmer'

I 2008 spillede Boe og Mogensen sig i deres første store finale, og året efter vandt de den første store sejr. Det var herefter, det for alvor begyndte at rulle. Både i form af medaljer og titler.

Guld nåede de dog aldrig at vinde ved OL og VM. Ved sidstnævnte i 2013 stod indoneserne Hendra Setiawan og Mohammad Ahsan i vejen for drømmen om at bestige medaljeskamlens øverste trin. Men respekten mellem de to erfarne par udviklede sig, i takt med at der kom flere indbyrdes opgør.

Et par slukørede danskere så skuffede til, efter at de måtte nøjes med sølv ved VM i 2013.

Indoneserne har da også kun rosende ord at sige om de to danskere.

- Det er nogle rigtige dygtige spillere. De har stadig viljen til at spille, og de kan stadig gøre det rigtig godt, siger Setiawan, inden makkeren tager over.

- Vores kampe mod dem har altid været noget helt specielt. Vi har mødt dem mange gange og både vundet og tabt. De kampe er nogle, vi aldrig glemmer, fortæller Ahsan.

'Ægteskabeligt' forhold

At to spillere har været sammen over så mange år, er noget helt unikt. Den engelske herredoublespiller Chris Langridge fortæller, at der ofte rokeres rundt på doublepar hvert andet år.

Nogle gange får de nogle af de bedste asiater i verden til at se dumme ud

Chris Langridge

Derfor er han imponeret over, at Boe og Mogensen formåede at holde sammen over så lang tid samtidig med at vinde store titler. Det har været en stor inspiration for englænderen.

-15 år sammen er som et ægteskab. Det er utroligt, og deres resultater har været fænomenale, fordi de har konkurreret med de bedste i verden.

- De har vist europæere måden at konkurrere på, for mange af os falder i nogle fælder, og de er et par, der sætter fælder for andre spillere til at falde i. Nogle gange får de nogle af de bedste asiater i verden til at se dumme ud, lyder de rosende ord fra Langridge.

Troede på tidligere karrierestop

Boe og Mogensen fortjener også at blive anerkendt for at overkomme forhindringer gennem deres makkerskab. Mogensens hjerneblødning og skadespause satte parret under en stor test.

Så stor, at Steen Pedersen havde regnet med, at parret ville stoppe samarbejdet.

- Jeg troede ikke, de ville komme tilbage. Og jeg tænkte, at det godt nok er en stor chance at tage, efter man har været så langt ude, som Carsten har været. Så kunne man godt have lænet sig tilbage og sagt: "Vi har haft en god karriere".

Men alt det kom de igennem og var så sent som sidste år fremme i finalen ved All England, der betragtes som en af de mest prestigefyldte turneringer i verden.

Det går lige i hjertet

Carsten Mogensen

At de igen kan finde vej til toppen af verdensranglisten og turneringer, skyldes en enorm ærgerrighed. Det er vel også det, som Boe og Mogensen har allermest tilfælles som personer.

- Vi har begge haft en unik evne til ikke at være tilfredse. Hele tiden at være sulten efter mere og arbejde med os selv til at kunne tage flere titler. Når vi havde vundet, nød vi det ikke mere, end at vi kunne lægge det ind i skabet og hurtigt have fokus på næste store turnering.

- Når vi så har tabt, har vi været irriterede og diskuteret nogle ting. Men vi er også gået hjem og har arbejdet med det. Vi har også været villige til at arbejde med de ting, vi har været dårlige til. Så det har krævet hårdt arbejde, fortæller Boe.

Der var højt humør i studiet, da Carsten Mogensen og Mathias Boe fik set højdepunkter fra deres karriere.

De to spillere stopper dog ikke karrieren, da Boe skal fortsætte med Mads Conrad-Petersen, mens Mogensen skal spille med Mads Pieler Kolding. Derfor er de endnu ikke klar til at kaste sig hjem på sofaen med popcorn og se højdepunkter fra deres triumfer gennem karrieren.

Men da parret efter deres farvel til All England og deres makkerskab fik vist en video af hyldesten fra tidligere trænere og beundringsværdige kollegaer, kunne Carsten Mogensen ikke undgå at blive lidt påvirket.

- Det går lige i hjertet. Det er enormt rørende.