Badminton

Carsten Mogensen bliver 'enormt ked af' Mathias Boes udtalelser om ham

Mathias Boe skal fremover spille herredouble med Mads Conrad, mens Carsten Mogensen skal spille med Mads Kolding. TV 2

Carsten Mogensen er berørt over udtalelserne fra Mathias Boe. Han synes ikke om, at andre skal fortælle, hvordan han har det.

Mathias Boe og Carsten Mogensens makkerskab sluttede, da parret blev slået ud af årets All England i anden runde.

Herredoublen, der spillede sammen i mere end et årti, skiltes dog ikke på den måde, de måske havde håbet på.

Det skyldes en udtalelse fra Mathias Boe, der over for DR udtrykte, at Carsten Mogensen ikke kom sig 100 procent over den livstruende hjerneblødning, han fik i 2016.

Jeg er blevet enormt følsom, så det har jeg taget meget tæt. Det har berørt mig rigtig meget

Carsten Mogensen om Mathias Boes kommentarer efter stoppet

Han fortalte blandt andet, at det var svært for Mogensen at holde samme træningsniveau og komme helt tilbage. Derudover var der ifølge Boe en del afbud.

- Når du stresser din krop og træner så meget, som vi gør – efter en fem timers hjerneoperation, hvor de har været inde og skære og pille og brænde i alt muligt – så er det klart, at der er nogle sanser og noget, der er påvirket af det, sagde Mathias Boe til DR.

Udtalelsen fra Boe har ramt Mogensen, fortæller han.

- Jeg bliver enormt ked af det over det - at høre det ad omveje. Der kunne jeg rigtig godt have tænkt mig, at Mathias havde aet mig på kinden og havde sagt det eller givet mig et klap bagi. For jeg er blevet enormt følsom, så det har jeg taget meget tæt. Det har berørt mig rigtig meget. Så der havde jeg lidt håbet på en lille blød hånd på min kind, siger Carsten Mogensen til TV 2 SPORT.

- Med alt det her kunne jeg godt tænke mig, at jeg er med inde over, hvordan jeg har det. For jeg må umiddelbart være den, der har bedst styr på, hvordan jeg har det. Jeg vil gerne have lov til at fortælle det på min måde, så jeg ikke igen skal møde mange af de der udfordringer på min vej, hvor jeg bliver frustreret over, at folk omkring mig har hørt noget andet. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at fortælle det selv i hvert fald.

Delvist enige om at splitte op

Mathias Boe og Carsten Morgensen havde ikke stor sportslig succes det seneste år, hvis man sammenligner med tidligere i karrieren.

Så sent som i marts sidste år stod duoen i finalen ved All England, men siden raslede Boe og Mogensen ned ad verdensranglisten og har med én undtagelse ikke formået at spille sig længere end til 1/8-finalen.

Resultaterne var derfor noget af grunden til, at de endte samarbejdet.

Har I været enige om at splitte op?

- Vi har haft god dialog om det, så vi er delvist enige, vil jeg sige. Det er selvfølgelig ikke nemt for nogen af os. Det er en ekstremt svær beslutning og en hård snak at have om det, men jeg tror på, det er det bedste for os begge, og at det kan puste noget mere motivation og liv i vores karrierers efterår, sagde Mathias Boe i slutningen af februar til TV 2 SPORT.

Mathias Boe skal fremover spille herredouble med Mads Conrad, mens Carsten Mogensen skal spille med Mads Kolding.