Badminton

Kjærsfeldt melder afbud: Serie 1-spiller skal spille DM-finale

Line Kjærsfeldt bliver erstattet af Serie 1-spilleren Vanessa Clausen i 'Guldkampen'. Andrew Boyers / Ritzau Scanpix

Damesinglen Line Kjærsfeldt og hendes klub, Team Skælskør-Slagelse, er uenige om, hvorvidt hun er i stand til at spille DM-finalen i aften.

For andet år i træk må Team Skælskør-Slagelse (TSS) formentlig kigge rigtig langt efter en sejr i damesingle, når årets DM-finale for hold, 'Guldkampen', skal afvikles i Frederiksberg Hallerne.

Sidste år måtte den vestsjællandske klub undvære OL- og VM-guldvinderen Carolina Marin, der meldte afbud med en skade. Det betød, at klubben tabte damesinglen uden kamp og senere tabte DM-finalen uden reelt at give modstand.

Nu føler jeg lidt, de lader det gå ud over mig, at de står i sådan en situation igen

Line Kjærsfeldt

I år er det verdens nummer 18, danske Line Kjærsfeldt, der har meldt afbud med en skade op til kampen mod Greve. Det betyder, at Serie 1-spilleren Vanessa Clausen i stedet skal spille damesinglen mod Greves Michelle Skødstrup, da klubben ikke råder over en bedre erstatning.

- Line Kjærsfeldt er ikke i stand til at spille. Det er kun hende, der kan mærke, hvordan hun har det, lyder det fra Team Skælskør-Slagelses træner, Steen S. Pedersen, der ikke ønsket at uddybe afbuddet yderligere.

Det mener Line Kjærsfeldt, der er en helt bestemt grund til, da TV 2 SPORT snakker med hende kort efter.

- De er overhovedet ikke tilfredse med min beslutning, men det er jo min krop og mig, der kan mærke, hvordan jeg har det og har haft det i en måned nu. Jeg døjer med en forstrækning i ballen, som jeg fik i semifinalen mod Solrød, forklarer damesinglen.

Efterfølgende rejste hun til Asien for at spille internationale turneringer. Her tabte hun i første runde i Malaysia, men måtte siden melde afbud til Super 500-turneringen i Singapore for to uger siden, da hun ikke var kommet sig over sin skade.

- Jeg håbede virkelig at blive klar til DM-finalen, og nu føler jeg lidt, de lader det gå ud over mig, at de står i sådan en situation igen, fordi jeg kommer med et afbud. Jeg tror nærmest ikke, jeg har misset en holdkamp i to år, og det er bestemt ikke med glæde, jeg melder afbud, siger Line Kjærsfeldt.

Samtidig forklarer den danske damesingle, at fysioterapeuter har kigget på hende og konstateret, at hendes balle stadig er for svag efter forstrækningen. Derfor skal der bygges mere styrke på, før hun er i stand til at spille en kamp på dette niveau.

- Jeg prøvede i hele sidste uge og testede det af, men jeg har kunnet mærke, jeg ikke var klar til at spille. Jeg tror, jeg er mere træt af det end nogen anden, og jeg ved godt, min kamp var en af dem, vi skulle vinde. Nu er der formentlig et point til dem i damesingle, og jeg er enormt ked af at putte Vanessa Clausen i denne situation, tilføjer Kjærsfeldt.

Line Kjærsfeldt meldte også afbud til Singapore Open for to uger siden på grund af skaden.

Serie 1-spiller ændrer på favoritværdigheden

Selv uden Carolina Marins afbud sidste år havde Team Skælskør-Slagelse i forvejen en spiller fra Sjællandsserien på holdkortet til DM-finalen i damedouble. I år bliver der så plads til en spiller fra Serie 1, der rangerer helt nede som Danmarks syvendebedste række.

Derfor er træner Steen S. Pedersen godt klar over, han intet kan forvente i damesingle - andet end en oplevelse for Vanessa Clausen.

- Det bliver svært. I år er vi dog i stand til at stille med en spiller i damesingle, men resultatet bliver nok det samme - at vi taber. Vi havde ellers en pæn chance i damesingle med en frisk spiller, men alle kan løbe ind i skader, og det er nu engang betingelserne.

- Vanessa bliver kastet lidt ind i det hele, og hun skulle have været i hallen, set kampen og have en medalje alligevel. Ofte er det sådan, at man bliver glad for at spille. Så begynder tankerne at vandre: "Hvis nu...". Så sker det ofte, at man bliver ramt af virkeligheden, som nogle gange er en lidt anden, når modstanderen viser et højt niveau, siger TSS-træneren.

Vanessa Clausen skal have en medalje, da det er fjerde gang i år, hun repræsenterer ligaholdet. Hun har ikke i nogle af de fire kampe, hvor hun har spillet damedouble eller mixed double, været i nærheden af at vinde et sæt. På Serie 1-niveau, hvor hun har spillet ni kampe - alle i damesingle, har hun vundet syv kampe og tabt to.

Når Team Skælskør-Slagelse formentlig allerede har tabt en damesingle på forhånd, ændrer det også på favoritværdigheden, vurderer Steen S. Pedersen.

- Det skifter meget rundt nu. Jeg tror måske, vi var smal favorit inden kampen, uden der var noget, der var givet på forhånd. Men jeg synes, vi var smalle favoritter i to-tre kampe, men samlet set er vi nu klare underdogs i hele holdkampen. Det er langt fra som sidste år, så vi har stadigvæk en fair chance, og der skal spilles om det i de fem resterende kampe.

Den opdaterede opstilling til DM-finalen.

Herover kan du se den opdaterede opstilling til DM-finalen. Afbuddet fra Line Kjærsfeldt betyder, at damedoublen kommer på TV-banen i stedet for damesinglen, som det oprindeligt var planlagt.

Kampprogram:

Bane 1 (TV-banen):

  • Amalie Magelund/Rikke Søby vs. Olga Morozova/Amanda Högström
  • David Daugaard/Mathias Christiansen vs. Kim Astrup/Søren Gravholt
  • Dey Subhankar vs. Marc Caljouw

Bane 2:

  • Michelle Skødstrup vs. Vanessa Clausen
  • Anders Kristiansen/Ditte Søby vs. Frederik Søgaard/Selena Piek
  • Kalle Koljonen vs. Toby Penty

Finalen kan følges direkte på TV 2 SPORT fra klokken 17.50. Det er desuden muligt at skifte kameraerne over på bane 2, når kampene nærmer sig afgørelsen.