Badminton

Serie 1-spiller fik oplevelse for livet - men rystede konstant i DM-finale

24-årige Vanessa Clausen fik en oplevelse, hun sent vil glemme, da hun blev indkaldt til DM-finalen, som Team Skælskør-Slagelse vandt 4-2 over Greve.

Lad det være sagt med det samme. Serie 1-spilleren Vanessa Clausen fra Danmarks syvendebedste niveau havde ikke en chance, da hun mandag aften blev kastet for løverne i en DM-finale og tabte 4-21, 6-21 til Michelle Skødstrup.

Team Skælskør-Slagelse-spilleren blev hentet ind som erstatning for holdets profil i damesingle, Line Kjærsfeldt, der meldte afbud med en skade. Det var selvsagt ikke meningen, at Vanessa Clausen skulle spille, men da klubben ikke havde andre reserver, måtte de hente den urutinerede damesingle ind.

For hovedpersonen selv var det en oplevelse for livet, selvom det hurtigt gik op for hende, hun slet ikke vidste, hvad hun gik ind til.

- Der var mange tanker og alligevel ikke. Jeg rystede mere, end jeg tænkte. Allerede når jeg skulle serve, stod jeg bare og rystede. Det var meget svært at holde fokus på de ting, jeg skulle prøve at gøre. Jeg prøvede hele tiden ikke at være nervøs og så hård ved mig selv, men det er svært bare at spille og nyde det, når man ryster, lød det efter finalen fra Vanessa Clausen.

Med larmende fangrupperinger på begge sider af det grønne halgulv forsøgte hun at gøre sit bedste, men allerede under opvarmningen var det tydeligt udefra, hvordan nervøsiteten sad i hende. Flere bolde blev slået langt ud over baglinjen, og Greves Michelle Skødstrup var ikke for fin til at lade dem gå for at vise sin modstander, hvor langt boldene gik ud.

- Allerede der havde det sat sig i mig. Jeg synes, jeg nåede at nyde det - og så alligevel ikke, fordi jeg var så nervøs. Jeg var der egentlig bare. Det var fedt at være en del af efterfølgende, hvor jeg havde fokus på at heppe, men det var nu også fedt at teste mig selv af mod en af Danmarks bedste singlespillere, så jeg kunne se, hvor jeg ligger.

Havde du egentlig lyst til at stå derinde?

- Ja og nej. Jeg syntes jo mest af alt, Line fortjente det, men da hun var skadet, var det op til mig. Normalt er det jo ligaspillerne, der er i fokus, og jeg havde da lyst til at spille, men jeg synes, de andre fortjener det mere. Det var sjovt nok, men det var svært at få så meget ud af, fordi jeg ikke er vant til det niveau, lød det fra Serie 1-spilleren.

Kjærsfeldt gav opbakning som træner

Bag banen sad Line Kjærsfeldt trofast som coach til kampen, nu hun ikke selv var i stand til at spille. Verdens nummer 18 følte da også med sin holdkammerat, der pludselig skulle møde en spiller mange niveauer over de normale modstandere.

- Hun sagde til mig, hun var rigtig nervøs, og hun syntes selv, hun lavede rigtig mange fejl, så jeg sagde til hende: ”Du møder en rigtig god modstander, og det er svært at gøre noget, når du står i din første DM-finale. Prøv at nyde det, så meget du kan. Det er måske en once in a lifetime-oplevelse.”

- Men jeg kan også godt forstå, det er svært for hende at gå ind i sådan en kamp, og jeg er da også ked af, hun skal stå i den situation, for det er ikke sjovt at gå ind og ikke få særlig mange point, sagde Kjærsfeldt.

Selvom Vanessa Clausen ikke formåede at vinde sin kamp, lykkedes det Team Skælskør-Slagelse at vinde 'Guldkampen' og sikre titlen for femte gang i historien. Damesinglen var dog ganske ydmyg efter finalen og holdt sig i skyggen af holdets profiler.

- Selvfølgelig er det mega fedt at prøve og en stor oplevelse, men jeg synes, de andre fortjener det meget mere. Jeg er bare en del af holdet, der hjalp lidt til, så det er dem, der skal fejre det mest. Det er også lidt mærkeligt at få en medalje, når det er de andre, der spiller på holdet til daglig, lød det afslutningsvis fra Vanessa Clausen.

Det var dog femte gang i denne sæson, hun repræsenterede Team Skælskør-Slagelses ligahold, men det var første gang i damesingle. I de fire foregående kampe spillede hun henholdsvis damedouble eller mixed double, hvor hun ligeledes var langt fra sejren.

På Serie 1-niveau har Vanessa Clausen i denne sæson spillet ni kampe i damesingle, hvor hun har vundet de syv og tabt to.