Dansk stjerne ramt af kraftigt tilbagefald - ude på ubestemt tid

16x9
Mads Kolding har døjet med store rygproblemer siden DM i februar. Foto: Sportxpress / Scanpix Denmark

Badmintonspilleren Mads Kolding døjer med en alvorlig rygskade, der både har givet ham store problemer på banen og i dagligdagen.

Manden med verdens hårdeste smash, den 31-årige doublespiller Mads Kolding, står foran et nyt makkerskab med OL- og VM-sølvvinderen Carsten Mogensen, efter sidstnævnte og Mathias Boe stoppede samarbejdet.

Foreløbig kommer Mads Kolding dog ikke til at slå badmintonbolde hårdt i gulvet, da han døjer med en rygskade. En såkaldt diskusprotrusion, der er forstadiet til en diskusprolaps, har tvunget ham og Mogensen til at melde afbud til en række turneringer den kommende måned.

Badminton bliver lige pludselig en ret lille del af ens liv, når man ikke kan lege med sin datter

Mads Kolding

Faktisk er Koldings skade så slem, at han lige nu betragter sig selv som langtidsskadet. Dermed er han ude på ubestemt tid, og han har ikke en plan for, hvornår han igen kan være tilbage på banen.

- Jeg har døjet med det 10-11 uger nu, så jeg har taget den beslutning, at jeg ikke skal presse noget unødigt for at kunne spille tre turneringer. Så vil jeg hellere være kampdygtig på længere sigt. Jeg vil trods alt også gerne kunne fungere, når jeg en dag lægger ketcheren på hylden, siger Mads Kolding til TV 2 SPORT.

Kraftigt tilbagefald

Problemerne begyndte allerede under DM i starten af februar, og nu er det fire måneder siden, Kolding sidst har spillet en international turneringskamp. Doublespilleren på 205 centimeter har i to omgange været på vej tilbage under sin genoptræning, men er siden blevet ramt af tilbagefald.

- Det sidste tilbagefald var ret kraftigt. Det gjorde, jeg ikke fungerede optimalt i min dagligdag. Det har jeg det ret stramt over, for så bliver badminton lige pludselig en ret lille del af ens liv, når man ikke kan lege med sin datter, løbe rundt eller gå ordentligt op ad trapperne.

- Det var lidt en øjenåbner. Det er det, der har gjort, jeg har lagt en plan, hvor jeg holder mig fuldstændig væk fra badminton. Jeg laver kun lidt tekniktræning én-to gange om ugen, hvor jeg står helt stille. Ellers holder jeg mig helt væk og betragter mig som værende langtidsskadet. Så håber jeg, det bliver knap så lang tid, siger Mads Kolding.

Helt konkret kan han mærke, skaden begrænser hele bevægelsen, mens han får jag i kroppen, når han laver forkerte bevægelser. Det betyder, han lige nu står et meget "ukendt og underligt sted" i forhold til en status på sig selv.

- Selvfølgelig er det rart for mig at vide, der er noget galt. Det kan vi arbejde målrettet på, men set fra en behandlers synspunkt ændrer det ikke så meget, andet end man kan forholde sig til, der er noget, som ikke skal være der. Så det er svært at sige, hvor lang tid sådan noget tager.

Kolding frustreret, mens Mogensen træner 'sindssygt godt'

Hos sportsstjerner kommer en alvorlig skade sjældent på noget belejligt tidspunkt, men for Mads Kolding er timingen rigtig skidt.

I slutningen af november sidste år besluttede hans makker gennem en årrække, Mads Conrad, at holde pause på ubestemt tid. Det betød, at Mads Kolding i stedet blev sat sammen med Niclas Nøhr, der dog også har mixed double at koncentrere sig om, hvor han spiller sammen med Sara Thygesen.

Derfor besluttede Badminton Danmark at sætte Mads Kolding sammen med Carsten Mogensen, da det succesfulde makkerskab mellem Boe og Mogensen stoppede efter All England.

- Carsten har været vanvittigt støttende og forstående. Han har også været igennem nogle skadesforløb i sin egen karriere, og han ved, at står der nogen og presser en, så får man sjældent det optimale resultat ud af det. Så han har været ekstremt støttende. Han passer sin egen træning, og jeg har hørt fra alle og selv set, han træner sindssygt godt.

- Så det frustrerer mig ekstremt meget, jeg ikke kan være der og ligesom drage nytte af hans gode indsats lige nu. Det er egentlig det, der frustrerer mig allermest, at jeg ikke kan være der i den daglige træning. Turneringer og sådan noget skal vi nok nå, men det kræver ligesom, man kan træne, lyder det fra Kolding.

Imens træner Carsten Mogensen altså videre på den daglige landsholdstræning i Brøndby og holder formen ved lige.

Efter hans brud med Mathias Boe, hvor Mogensen følte, at Boe havde gjort ham ked af det med nogle offentlige udtalelser, gav Mogensen da også udtryk for, han ville tilbage og "slå vreden ud på banen" - sammen med Mads Kolding.

- Jeg tror, at alle mennesker har brug for at skulle af med det på en eller anden måde. Så har jeg heldigvis et job, hvor jeg ikke skal sidde og slå ned i et kontorbord, men her kan jeg få lov at give den en over frakken på banen. På den måde kan jeg komme af med mine aggressioner og frustrationer, sagde Mogensen tilbage i marts.

Ingen planer for kommende turneringer

Planen var, at Kolding og Mogensen i næste måned skulle debutere i flere internationale turneringer, hvor de kunne samle vigtige point sammen til at rykke op på verdensranglisten. Den plan har de altså droppet, så Kolding igen kan blive klar og komme tilbage på 100 procent.

Betyder det også, I ikke har lagt en ny plan for andre, kommende turneringer?

- Det har jeg sagt mig fri for, vi skulle gøre, for det ville jeg føle mig presset af. Så vi tager det stille og roligt uden at kigge så meget på sæsonplanen, for lige nu nytter det ikke rigtig noget.

Imens Mads Kolding og makkeren Carsten Mogensen stadig venter på deres turneringsdebut sammen, så fik parrets tidligere makkere, Mathias Boe og Mads Conrad, en perfekt start på deres makkerskab, da de vandt Challenger-turneringen 'Spanish International'.