- Det er helt surrealistisk at stå med guldmedaljen

16x9
Mia Blichfeldt vandt ikke kun guld søndag, men også vigtige point til en OL-kvalifikation. Foto: Sergei Gapon / Ritzau Scanpix

Mia Blichfeldt satte sig et mål om at vinde European Games, da Line Kjærsfeldt gjorde det for fire år siden.

Badmintonspilleren Mia Blichfeldt var sidste danske atlet i aktion ved European Games, og hun kunne ikke runde bedre af, end det blev tilfældet.

Hun finalebesejrede briten Kirsty Gilmour og kunne bagefter lade sig hylde med guldmedalje og nationalhymne på podiet.

- Det var dejligt, jeg kunne ikke lade være med at smile. Det er rigtigt stort og en af mine største titler. Det er vores erstatning for EM i år, siger Mia Blichfeldt.

- Jeg så European Games for fire år siden, hvor Line (Kjærsfeldt, red.) vandt, og jeg tænkte, at "nej, hvor ville det være fedt, hvis det var mig". Så det er helt surrealistisk at stå med guldmedaljen nu.

Sejrscifrene kom til at lyde 21-16, 21-17, men de kunne have været endnu mere overbevisende, hvis den 21-årige dansker havde været bedre til at udnytte sine sætbolde i begge sæt.

Spænding var der aldrig. Til det var Blichfeldt for overbevisende på dagen.

- Jeg havde gode ben og var skarp på, hvad der skulle til for at vinde, selv om jeg missede nogle sætbolde.

- Jeg skulle gøre det svært for hende ved at holde fokus, tempo og tage initiativet hele tiden. Det lykkedes. I det hele taget synes jeg, at jeg har spillet meget stabilt de seneste to-tre dage.

Oven i titlen i Minsk følger der vigtige point til OL-kvalifikationen, der kører frem til maj næste år.

- Vi er midt i en OL-kvalifikation, så det giver en masse ekstra motivation at få nogle point her, lyder det fra guldvinderen.

Tidligere søndag vandt Anders Antonsen også guld i herresingle. Efterfølgende blev han udpeget til at være dansk fanebærer ved afslutningsceremonien søndag aften.