Boe og Conrad vinder ny turnering og sikrer vigtige point

16x9
Mathias Boe og Mads Conrad fik overrakt medaljen og en cowboyhat. Foto: Instagram/madsconrad1

Den nysammensatte herredouble med Mathias Boe og Mads Conrad fortsatte de gode takter, da de søndag vandt Canada Open og tog endnu en titel.

For anden turnering i træk lykkedes det 38-årige Mathias Boe og 31-årige Mads Conrad at gå hele vejen, da de vandt Super 100-turneringen Canada Open.

I finalen blev japanerne Hiroki Okamura og Masayuki Onodera besejret med 21-12, 21-18. Dermed kunne den danske herredouble iklæde sig guldmedaljen og en cowboyhat. Mere betydningsfuldt inkasserede de igen vigtige point (5500) til verdensranglisten, hvor de forsøger at spille sig mod toppen.

- Vi er glade for, vi har fået så god en start. Vi ved selvfølgelig, at hvis vi igen vil ind i de store turneringer, så er det vigtigt at få nogle point på kontoen, for ellers kan det godt blive en umulig mission i den sæson, vi går ind i. Så det er rigtig vigtigt for os, og selvtillidsmæssigt er det også vigtigt at vinde en turnering som i Canada Open, hvor der har været gode par med i år, siger Mads Conrad til TV 2 SPORT.

I sidste måned vandt Boe og Conrad deres første turnering sammen, da de strøg til tops ved Challenge-turneringen 'Spanish International'. Denne gang vandt de en turnering på det nederste niveau af World Touren, der altså rangerer højere end den første turneringssejr.

Undervejs har de slået flere stærke herredoubler fra Taiwan i overbevisende stil, selvom modstanderne normalt spiller med i de største turneringer på World Touren.

- Det betyder meget at have slået så gode par. Vi har egentlig selv haft en følelse af, det nok kunne lykkes. At vi nok kunne spille noget god badminton mod de bedste. Nu slog vi gode taiwanske par i kvart- og semifinalen, og vi kunne mærke, at de ting, vi er gode til, lykkedes også, når vi kommer ud. Det giver os helt sikkert blod på tanden, tilføjer Conrad.

Mathias Boe og Mads Conrad startede først med at spille sammen for fire måneder siden, da Boe valgte at stoppe sit succesfulde makkerskab med Carsten Mogensen. Mads Conrad vendte samtidig tilbage efter en selvvalgt pause, hvor han forinden havde spillet sammen med Mads Kolding i en årrække.

Det betyder også, at Boe og Conrad på nuværende tidspunkt ikke har nok point til at tilmelde sig de største turneringer på World Touren. Derfor har de været tvunget til at spille turneringer på lavere niveau.

- Vi har fået en god start sammen. Vi har en masse respekt for hinanden, og samtidig kan vi også sige tingene lige ud. Jeg synes også, at vi i Canada har komplimenteret hinanden godt. Når den ene er faldet lidt ud, så har den anden taget noget ansvar. Og når den ene har været lidt nervøs, så har den anden også taget noget ansvar.

- Det har også fungeret rigtig godt. Men vi ved selvfølgelig også, at det kræver hårdt arbejde, og vi kommer ikke til at hvile på laurbærrene, for vi vil gerne mere. Så for os er det bare et skridt på vejen, slår Mads Conrad fast.

Allerede i denne uge venter der en endnu større turnering for den danske herredouble, når Super 300-turneringen US Open afvikles. Hvis de skal vinde tredje turnering i træk, vil det formentlig kræve flere sejre over internationale toppar.