Badminton

Antonsen hurtigt videre - verdens nummer to færdig efter grim skade

Den danske herresingle Anders Antonsen er videre til kvartfinalen i Super 1000-turneringen Indonesia Open, efter hans modstander måtte trække sig.

Der var lagt op til et stort badmintonbrag i Indonesiens legendariske hal Istora Senayan, men festen sluttede brat efter bare 13 dueller.

Verdens nummer to, kinesiske Shi Yuqi, kom slemt til skade i kampen mod danske Anders Antonsen, da kineseren var på vej frem på banen og vrikkede om. Kort efter hævede hans ankel voldsomt op, og kineseren kunne næsten ikke støtte på foden.

Shi Yuqis ankel var tydeligt hævet.

Smerten var ikke til at tage fejl af, og Shi Yuqi måtte trække sig fra kampen ved stillingen 7-6 i dansk favør. Anders Antonsen er derfor klar til kvartfinalen ved Super 1000-turneringen Indonesia Open, der rangerer på øverste hylde på niveau med All England.

- Det så virkelig ikke godt ud. Hans ankel var hævet rigtig meget, og jeg kunne se på ham med det samme, at det var skidt. Jeg har virkelig ondt af ham, for jeg havde håbet på en god kamp. Samtidig er der gang i mange betydningsfulde ting for ham som eksempelvis OL-kvalifikationen, så jeg håber, han snart er tilbage, sagde Antonsen efter kampen.

VM i fare for en af favoritterne

Den kinesiske stjerne var seedet som nummer to i turneringen, og dermed var der lagt op til en ordentlig mundfuld for Anders Antonsen, der også har tabt de tre indbyrdes opgør hidtil.

Efter uheldet var det dog tydeligt, at det på ingen måde var sådan, Antonsen havde lyst til at spille sig videre. Danskeren var hurtigt ovre ved sin modstander, hvor han gav ham trøstende ord og hjalp med at flytte hans ting ud til tasken. Samtidig opfordrede Antonsen publikummet til at blive ved, da de råbte "Shi Yuqi" gentagende gange ned mod kineseren.

- Det er ikke hvem som helst. Det er en kandidat til VM-titlen om en måned. Det er skrækkeligt, det her. Lige nu er jeg fuldstændig ligeglad med, om det er en dansk sejr. Det her handler om badmintonsporten. Se lige, hvor hævet foden er, og han er en meget vellidt spiller, sagde TV 2 SPORTs ekspert Jim Laugesen.

Hvis Shi Yuqi eller andre spillere melder afbud til VM inden 4. august, står danske Hans-Kristian Vittinghus som første mand på reservelisten. VM spilles fra den 19.-25. august.

Antonsen giver Shi Yuqi opmuntrende klap på skulderen.

Antonsen sikrede stor triumf i samme hal

For nylig spillede Anders Antonsen sig for første gang ind i verdens top 10, selvom han igen er rykket ned som nummer 11 på ranglisten.

Det var dog netop i denne indonesiske hal, Istora Senayan, at danskeren tilbage i januar sikrede karrierens største triumf. Her slog han verdensmesteren Kento Momota i finalen i Indonesia Masters, der trods samme navn og spillested rangerer som en Super 500-turneringer - to niveauer under Indonesia Open.

Netop Kento Momota tabte torsdag meget overraskende sin kamp i anden runde, da han blev sendt ud efter tre sæt.

I kvartfinalen skal Antonsen op imod Lee Zii Jia fra Malaysia, der højst overraskende slog den forsvarende OL-guldvinder, Chen Long.