Axelsen håber på VM-deltagelse - men er bekymret

16x9
Viktor Axelsen meldte afbud til Indonesia og Japan Open. Foto: Wang Zhao / Ritzau Scanpix

Viktor Axelsen føler sig ikke overbevist om, at han når at blive klar til VM om fire uger.

Det går stille og roligt fremad for Viktor Axelsen, efter herresinglespilleren i forrige uge meldte fra til to store turneringer på grund af smerter i benet.

Men det er usikkert, om fremskridtene er store nok til at blive klar til VM i næste måned. Det fortæller han til TV 2 SPORT.

- Jeg er en lille smule bekymret, men jeg er også fortrøstningsfuld og håber, jeg kan blive klar. Jeg forbereder mig så godt, jeg kan, som hvis jeg skulle til et VM, men fakta er også bare, at lige nu går det lidt langsomt, desværre.

- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke var nervøs for det. Jeg håber selvfølgelig, at jeg kommer til at stå klar, siger herresinglespilleren.

Gør de rigtige ting

Det var på sin Instagram-profil, at Axelsen meddelte, at han måtte melde fra til Super 1000-turneringen Indonesia Open i sidste uge og denne uges Super 750-turnering Japan Open.

Her skrev han, at det var smerter i det højre ben, men smerterne går også op til ballen.

- Det er ikke en fibersprængning eller noget i den grad. Det er mere nogle nervesmerter, jeg har haft ned igennem ben og balle, fortæller han.

Det er klart, det har været dybt, dybt frustrerende

Viktor Axelsen

For at få bugt med smerterne laver han en masse mobiliseringsøvelser, men sørger også for at give det ro.

- Nogle dage er det rigtig godt, og så dagen efter gør det lidt ondt igen. Men der er styr på det, og jeg gør de rigtige ting, og jeg har fået nogle gode øvelser og forebyggende ting, jeg kan gøre, og det gør jeg på daglig basis.

'Enormt frustrerende'

Ingen skader kommer på et godt tidspunkt, men for Viktor Axelsen var den speciel ærgerlig.

Efter at have kæmpet alvorligt med sin allergi og astma rejste han til Dubai, hvor pollenniveauet var lavere. Her var det i de to uger, han var dernede, muligt for ham at træne mere effektivt end i Danmark.

Lige indtil hans skade.

- Det kørte egentlig fint med træningen igen, og jeg følte, at kroppen var ved at være tilbage på rette spor, og så får man lige sådan en her.

- Så det er klart, det har været dybt, dybt frustrerende, men desværre ikke noget jeg kan gøre noget ved på nuværende tidspunkt andet end at forholde mig til skaden og prøve at gøre de rigtige ting for at komme så hurtigt tilbage som overhovedet muligt.

Astmaproblemerne betød også, at han var nødsaget til at melde afbud til European Games i juni.

VM spilles i den schweiziske by Basel fra 19. til den 25. august. Turneringen vises på TV 2 SPORT.