Badminton

Indoneser sender fejlpræget Antonsen ud af Japan Open

Anders Antonsen ramte aldrig sit normale niveau, da han tabte i kvartfinalen til Jonatan Christie.

Der lurede en rent dansk semifinale ved badmintonturneringen Japan Open, hvis formstærke Anders Antonsen kunne slå sjetteseedede Jonatan Christie og sætte et møde med Jan Ø. Jørgensen op.

Men 22-årige Antonsen ramte aldrig sit topniveau i kampen mod indoneseren, som vandt med cifrene 21-12, 21-14.

De to spilleres eneste hidtidige møde havde danskeren ellers vundet ved Indonesia Masters tidligere i år.

Antonsen kom ellers fint fra land og bragte sig på 6-2, men Christie kom i gang, mens Antonsen lavede flere fejl.

Fra 12-11 stak indoneseren af og tog sættet så sikkert som 21-12.

Anders Antonsen så ud til at være træt, hvilket er forståeligt med tanke på det tætte program efter at have været i finalen ved Indonesia Open i søndags.

Jonatan Christie spillede på ingen måde uden fejl, men Antonsen begik bare flere, og det gjorde, at han hele tiden halsede efter.

Ved pausen midtvejs i andet sæt klagede danskeren til landstræner Kenneth Jonassen over, at boldene fløj mærkeligt.

Den usikkerhed, som den følelse giver, prægede Anders Antonsen, og han var tydeligt frustreret over sit eget spil.

De mange fejl forhindrede ham i at komme på omgangshøjde, og nederlaget var uundgåeligt.

Nu skal Jan Ø. Jørgensen forsøge at stække Christie i semifinalen. I finalen venter vinderen af mødet mellem verdensetter Kento Momota og inderen Sai Praneeth Bhamidipati.