Antonsen tæt på toppen - opnår sin bedste placering på verdensranglisten

16x9
Anders Antonsen er nummer otte på verdensranglisten - hans bedste placering nogensinde. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Gode resultater i den seneste måned har sendt Anders Antonsen op på verdensranglistens ottendeplads.

Den danske badmintonspiller Anders Antonsen opnåede karrierens hidtil bedste placering på verdensranglisten, da denne blev opdateret tirsdag.

Således ligger den 22-årige Antonsen nu på listens ottendeplads. Forinden lå han nummer ni, men han har nu sendt indoneseren Anthony Ginting ned på denne plads.

Med placeringen kan Antonsen gøre sig forhåbninger om at blive seedet til en plads i kvartfinalen, når der fra 19. til 25. august spilles VM i Basel.

Det er stærke resultater i den seneste måneds tid, der har sendt Antonsen op blandt verdens bedste.

Først vandt han guld ved European Games i Minsk, derpå nåede han finalen i den store turnering Indonesia Open, og senest samlede han point ved at nå kvartfinalen i Japan Open.

Top ti var "en drengedrøm, der gik i opfyldelse"

Tidligere i juli spillede Anders Antonsen sig for første gang i top ti, og dengang var danskeren meget glad, da TV 2 SPORT talte med ham.

- Det er jeg sgu stolt over. Og jeg har glædet mig til at se det. Men det bliver sgu sjovt at gå ind på siden og se, at mit navn er i top ti.

- Det er nogle rigtig stærke gutter, der ligger deroppe, så det er lidt vildt at kunne se sit navn blandt de bedste i verden. Det er jo en drengedrøm, der går i opfyldelse, lød det dengang fra Anders Antonsen.

Trods en periode med skader, allergi og astmaproblemer er Viktor Axelsen med en femteplads stadig bedste dansker på herrernes verdensrangliste. Japaneren Kento Momota ligger komfortabelt på førstepladsen.

Hos kvinderne ligger Mia Blichfeldt nummer 13, hvilket også er hendes bedste placering i karrieren.