Badminton

- Skaden kommer til at følge Axelsen resten af karrieren, siger landstræner

Viktor Axelsen mødte Chen Long i kvartfinalen ved Sudirman Cup i maj 2019.

En rygskade har tvunget Viktor Axelsen til at melde afbud til VM. Ifølge landstræner Kenneth Jonassen er der lagt en tålmodig plan for Axelsen.

VM i badminton bliver uden Danmarks største medaljehåb, Viktor Axelsen.

Onsdag meldte verdensranglistens nummer fem i herresingle afbud til mesterskabet, da han har problemer med ryggen og døjer med et forstadie til en diskusprolaps (diskusprotrusion i lænden), der både giver smerter i ryg og ben.

Lige nu er der fuld fokus på at få Axelsen skadesfri, så risikoen for tilbagefald og en endnu længereværende skade bliver minimal, men danskeren skal indstille sig på, at det er en skade, han skal tage hånd om, til han har smashet sin sidste fjerbold i gulvet.

- Det er en skade, der kommer til at følge ham resten af karrieren. Det er ikke noget nyt, at man får ondt i ryggen som badmintonspiller og især som singlespiller, hvor der er rigtig mange yderpositioner hele tiden, siger landstræner Kenneth Jonassen.

- Det er en lang vægtstang, med den krop Viktor har. Det er akkumulerende ting, der er sket under lang tids slid, og som nu er brudt op. Og det tager vi hånd om kontinuerligt herfra.

Viktor Axelsen er med sine 194 centimeter en usædvanlig høj singlespiller, men Kenneth Jonassen har ikke gjort sig tanker om, at Axelsen af den grund skulle have været trænet anderledes.

- Vi har trænet Viktor i den retning, som der er behov for for en badmintonspiller. Vi føler egentlig, at vi har gjort et rigtig godt job. Der kommer tilbagegang for enhver verdensklassespiller, og det her er bare én oven på en anden, som var, da han blev ramt af sin astmaallergi, som også har svækket hans krop, siger Jonassen.

- Det er en uheldig periode, men vi har truffet nogle gode valg, føler jeg, og givet ham tid. Der er ikke nogen deadlines, således vi kommer til at presse forløbet i hallen. Vi har truffet noget, hvor der er tid til at genoptræne rigtigt over lang tid.

Det store spørgsmål er så, hvornår Viktor Axelsen igen er klar til at spille turnering. Næste store turnering efter VM er Super 1000-turneringen China Open i midten af september.

- Vi har lagt en plan, og lige nu vil jeg sige, at vi har god tid. Skridtene i hallen skal tages varsomt, og vi skal give kroppen tid til at reagere, så vi kan få de rigtige svar, før vi sender ham ud og konkurrerer igen, siger Kenneth Jonassen.

- Der skal han have været igennem en kontinuerlig, længere træningsperiode, hvor vi har testet ham godt og grundigt, således at det mest naturlige næste skridt er at gå ind og spille kamp til en turnering. Det vil sige, at vi har trænet kamp her (i Brøndby Hallen) flere dage i streg.

VM spilles i Basel, Schweiz fra 19.-25. august.