Verdensstjerne melder fra til VM – dansker tæt på invitation

Afbuddene til VM i badminton fortsætter med at strømme ind. Det betyder, at Rasmus Gemke pludselig er tæt på at komme med til VM.

En af verdens allerbedste badmintonspillere har meldt fra til VM.

Shi Yuqi, der ligger nummer to på verdensranglisten, er ikke kommet sig over den ankelskade, han fik under Indonesia Open i en kamp mod Anders Antonsen. Derfor opgiver han at stille op ved det kommende verdensmesterskab. Det fremgår af deltagerlisten.

Afbuddet, der i sig selv ikke er så overraskende, er det sjette af slagsen i herresingle. Det betyder, at danske Rasmus Gemke pludselig er førstereserve. Han var reserve nummer syv, da deltagerlisten kom ud.

Kun et enkelt afbud skal der til, før Gemke skal spille VM i Basel. Afbuddet skal dog komme senest søndag 4. august, hvis Gemke skal nå at inviteres til VM. Lodtrækningen til turneringen finder sted mandag 5. august.

Tre afbud i verdenstoppen

Med Shi Yuqis afbud har tre af verdens syv bedste spillere meldt fra til VM. Bortset fra Son Wan Ho har Viktor Axelsen også været nødt til at trække sig med en skade. Den tidligere verdensmester, der i øjeblikket ligger nummer fem på ranglisten, er ramt af en rygskade.

Dermed er Anders Antonsen den bedst placerede dansker, der stiller op til VM. Han ligger nummer otte på ranglisten. Jan Ø. Jørgensen (nummer 20) og Hans-Kristian Vittinghus (nummer 25) skal også spille VM. Sidstenævnte er allerede inviteret med på grund af afbud. Han startede som andenreserve.

VM i Basel spilles fra 19. til 25. august.