Dårlig stil og uprofessionelt, siger VM-danskere om fejl i lodtrækning

16x9
Mia Blichfeldt har fået to andre mulige modstanderen i sin første kamp ved VM. Foto: Vasily Fedosenko / Ritzau Scanpix

Line Kjærsfeldt og Mia Blichfeldt har fået nye lodtrækninger til VM, fordi det internationale badmintonforbund, BWF, begik en fejl.

Mandag blev der trukket lod til VM i badminton. Fredag blev den lavet om for de kvindelige singlespillere.

BWF havde nemlig ved en fejl givet Kate Foo Kune fra Mauritius en plads. I er Kim Hyo Min fra Korea nu med ved mesterskabet.

Derfor trak de lod på ny, og dermed er der ændringer i lodtrækningen for de danske spillere Line Kjærsfeldt og Mia Blichfeldt.

- Det er mega uprofessionelt. Det viser bare, at der er nogle små huller i systemet, der ikke er styr på. Det burde ikke kunne ske til et mesterskab, siger Mia Blichfeldt til TV 2 SPORT.

- Hvad hvis det var sket til et OL? Hvad havde de så gjort? Det er bare en lang næse til hende, der troede, hun havde kvalificeret sig, og til BWF. De får nok lidt at høre for det her.

Hun bakkes op af Line Kjærsfeldt.

- Det er lidt dårlig stil. Det er dem, der laver en fejl, men det burde ikke gå ud over os andre, siger hun.

Spillerne har de seneste dage trænet programmer, der er tilpasset de mulige modstandere i deres første kamp.

Specifik træning på modstandere

Både Kjærsfeldt og Blichfeldt træder ind i anden runde. For Line Kjærsfeldts vedkommende kan modstanderen stadig komme til at hedde Thi Trang Vu, som hun også blev trukket sammen med i den oprindelige lodtrækning.

Anderledes ser det ud for Mia Blichfeldt, der har fået udsigt til Thuy Linh Nguyen eller Lianne Tan.

- Det er selvfølgelig super frustrerende. Vi kørte et program, der var fastlagt på den modstander, vi skulle møde i anden runde. Jeg synes dog, jeg har fået en bedre lodtrækning i anden runde, siger Blichfeldt.

- Det kan jo også ske til en turnering i udlandet, hvor man skal møde en ny modstander, fordi en anden har trukket sig. Jeg er rimelig fortrøstningsfuld. Det er ikke noget, der stresser mig. Men det er lidt chokerende, at vi ikke får nogen udmelding om det.

Mia Blichfeldts modstander i en eventuel tredje runde kan blive verdens nummer otte, Saina Nehwal, i stedet for He Bing Jiao, der er nummer seks.

Verdens nummer et i sigte

Kjærsfeldt var noget mere uheldig, hvor hun nu står til verdens nummer et, Akane Yamaguchi, i stedet for Pusarla V. Sindhu, som er nummer fem.

- Min første kamp bliver formentlig den samme, men min tredjerundekamp er lidt mere hård. Jeg ville hellere have beholdt den anden, siger Kjærsfeldt.

- Hun ser ud til at være i topform for tiden. Hun spiller rigtig, rigtig godt, men så er det måske en kamp, hvor man kan komme ind og lære og se, om man kan presse og se, om hun kan blive nervøs. Men jeg har først fokus på den første kamp.

De sidste to uger har spillerne trænet benhårdt, så nu har de fået fri i weekenden til at restituere og gøre sig klar til den sidste forberedelse frem mod VM.

Spillerne rejser fredag den 16. august. VM i Basel begynder 4 dage senere.

- Vi har trænet virkelig hårdt de sidste to uger. Det er dejligt, jeg kan komme lidt væk og få slappet af inden næste uge, hvor vi virkelig skal optimere, før vi rejser fredag. Men jeg er fit for fight, så det er dejligt, siger Blichfeldt.

- Vi begynder at trappe lidt ned fra næste uge, og så står vi forhåbentlig skarpt. Men det går rigtig godt, siger Kjærsfeldt.