- Jeg var for dårlig til at slå ham i dag, siger Vittinghus efter VM-exit

16x9
Farvel og tak. Hans-Kristian Solberg Vittinghus takker Taiwans Chou Tien Chen for kampen efter danskerens exit ved VM i Basel. Foto: Arnd Wiegmann / Ritzau Scanpix

Hans-Kristian Solberg Vittinghus manglede lige det sidste for at besejre andenseedede Chou Tien Chien. Desværre symptomatisk for danskerens sæson.

En runde varede Hans-Kristian Solberg Vittingshus' VM i badminton.

Mandag røg den erfarne dansker ud af turneringen i Basel, da han tabte i tre sæt til den andenseedede taiwaneser, Chou Tien Chen.

Og det var en ærlig Vittinghus, der efter nederlaget måtte erkende, at han fik presset favoritten, men ikke havde niveauet til at gøre arbejdet færdigt.

- Jeg laver for mange fejl, og jeg var for dårlig til at slå ham i dag, sagde Hans-Kristian Solberg Vittinghus til TV 2 SPORT.

Men selvom danskeren manglede det sidste, var han ellers godt tilfreds med den præstation, han fik vist i den enlige optræden ved VM.

- Jeg tænker, det er det niveau, jeg har spillet på hele året. Jeg spiller rigtig godt, men jeg spiller lige nøjagtigt ikke godt nok til at slå de bedste. Det er jeg selvfølgelig en lille smule træt af. Jeg er egentlig meget godt tilfreds med mit spil. Han ligger nummer to i verden af en årsag – og det er selvfølgelig, at han er god.

Glæder sig til flere sejre

Sejrherren fra Taiwan kunne trække sig tilbage med gevinsten i en tæt kamp med cifrene 21-15, 17-21 og 21-17. Et i store perioder lige opgør, hvor danskeren fik presset Chou Tien Chen.

Derfor er der også positive ting at smide i bagagen på vej hjem fra VM, selvom det blev til et tidlig exit.

- Jeg kan tage det med, at jeg synes, på nær en turnering nu på otte måneder, så har jeg spillet super godt i år i forhold til mit niveau. Så det har vist sig endnu en gang. Jeg glæder mig bare til, at det også udmønter sig i nogle sejre over nogle af de bedste.

For som danskeren malende konstaterer som et kendetegn for sin sæson:

- Jeg kan være med til det sidste, men jeg kan ikke lige komme over målstregen.

TV 2 SPORT sender fra VM-turneringen til og med finaledagen på søndag.